Silkeborg investerer hele 14 milliarder i byudvikling
Det nye stykke motorvej mellem Silkeborg og Aarhus åbner for en masse nye erhvervsmuligheder i Søhøjlandet. I de kommende år investeres der i alt 14 milliarder i en lang række projekter.
Et af de største bliver den såkaldte erhverskorridor, som ligger lige ud til motorvejen i den nordlige del af byen, og har et samlet areal på 460.000 kvm. Blandt de første investeringer i området er Jyske Banks 76.000 kvm store, nye hovedsædekompleks.
Byggeplanerne i Silkeborg er dog betydelig større og omfatter også opførelse af et nyt butikscenter til 300 millioner kroner, nye bygninger til teknisk skole til 350 millioner og det nye fodboldstadion til 120 millioner.
Dertil kan lægges en større portion boligprojekter. I alt skal der ifølge planen bygges 5.275 boliger i kommunen frem til 2027 med baggrund i en befolkningsvækst på knap 10.000 indbyggere frem til 2025.
Silkeborg Kommune er én af de kommuner med den største investeringslyst i Danmark, og ligger som nummer 6 i en opgørelse over danske kommuner med størst bygge- og anlægsaktivitet ifølge Byggefakta.
Udviklings- og byggeprojekter i Silkeborg
* Udvikling af Erhvervskorridoren med 460.000 kvm erhvervsjord med lettere produktionsvirksomheder, nye kontorfællesskaber, hotel og butik
* Udvikling af et 25.000 kvm stort butikscenter til en pris af 300 millioner kr.
* Boligbyggeri på en 5.000 kvm stor grund i Søparken
* Biogasanlæg ved Thorning
* Bolig- og butiksbebyggelse på en 4.7000 kvm stor grund på Borgergade
* Fortætning af Papirfabrikken i Silkeborg, hvor der bl.a. bliver mulighed for at opføre et 17-20 etagers højhus, med et samlet etageareal på 9.500 kvm
* Underjordisk parkeringsanlæg under Torvet til 34 millioner kr.
* Det 7.000 kvm store Svømmecenter Silkeborg
* Ny Teknisk Skole Silkeborg på 24.000 kvm til en pris af ca. 300 millioner kr.
* Byggeri af Marienlund Stadiongrunden til 243 millioner kr.
* Asger Jorn museum til 200 millioner kr.
* Ny stadion til Silkeborg IF til 120 millioner kr.
Kilde: Byens Ejendom