Stolte kunstnere viste lerværker til Dronningen: - Jeg har ikke sovet i nat
På Dronningens anden dag i Silkeborg var der blandt andet et besøg hos Lysbro Kunst på programmet. Kunsterne var nervøse, men også stolte
Dronning Margrethe var tirsdag atter i Silkeborg, hvor hun fortsætter besøgene rundt omkring i kommunen.
Blandt andet var Dronningen på besøg på Lysbro Kunst, som er et tilbud til unge og voksne med psykiske eller fysiske handicap.
Stedet har 35 kunstnere tilknyttet. I værkstederne arbejder kunstnerne med unikaværker som maleri, grafik, keramik, glas og tekstil efter interesser og evner.
Det var den 22-årige kunstner Megan E. B. Cualfield, der overrakte Dronningen en blomst ved ankomsten i skolegården.
I lerværkstedet sad en flok kunstnere klar med eksempler af deres værker. De var dog en del nervøse, selvom de havde øvet sig forud for dronningens besøg.
- Jeg var en lille smule nervøs. Men jeg synes, jeg klarede det fint, siger Jette Schmidt, der er kunstner i Lysbro Kunst.
Så Dronningen for første gang
For Jette Schmidt og hendes kollegaer var det første gang, at de så dronning Margrethe i virkeligheden – og ikke i fjernsynet.
- Jeg havde glædet mig, men jeg havde ikke sovet i nat. Jeg har været så spændt på i dag, hvor jeg skulle se Dronningen, siger Jette Schmidt.
Hun havde endda afbrudt sin ferie for at kunne vise Dronningen sine værker.
- Jeg havde lidt sommerfugle i maven, da jeg stod op, siger Jette Schmidt.
Dronningen har også besøgt nedrivningsvirksomheden Kingo Karlsen. Kort før middag tager borgmesteren og silkeborgenserne afsked med Dronningen på Torvet i Silkeborg.