Video: By må leve med halvfærdigt fortov – for der skal spares penge

Salten syd for Silkeborg skulle have nyt fortov i store dele af byen, men nu har kommunen stoppet arbejdet for at spare penge.

Sådan her ser der lige nu på en vej i Salten, hvor arbejdet med at lave et nyt fortov er gået i stå.
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

I lang tid har fortovet i den lille by Salten ved Silkeborg trængt til at blive skiftet. Derfor vakte det glæde i byen, da arbejdet begyndte før sommerferien. Men nu er der skår i glæden.

For fra den ene dag til den anden er det hele gået i stå. Kommunen skal nemlig spare penge.

Det er fair nok, at de ikke har pengene, men så skulle de aldrig være gået i gang.
Jytte Nielsen, beboer, Salten

- De kan da ikke bare stoppe midt i det hele, det kan de ikke være bekendt. Det er forkasteligt, at de kan finde på det, lyder det fra Jytte Nielsen, der bor i Salten.

- Det er fair nok, at de ikke har pengene, men så skulle de aldrig være gået i gang, fortsætter hun over for TV2 ØSTJYLLAND.

Det er tydeligt at se i byen, at der har været arbejde i gang. / Foto: Privat

Giver problemer for gangbesværede

Ud over at Jytte Nielsen synes, at det ser træls ud med et halvfærdigt fortov og efterladte fliser og materialer, så kan det også være farligt.

Det mener hun i hvert fald.

- Jeg kan godt gå i sand de steder, hvor man er nødt til det nu, men hvad med de ældre, der bruger rollator? De skal ud på vejen, og det går da ikke, siger Jytte Nielsen.

Hele årsagen til, at fortovsarbejdet er sat i bero skyldes, at Silkeborg Kommune skal spare 10 millioner kroner resten af året på opgaver inden for Plan- og Vejudvalget.

Et sted henvises fodgængeren til modsatte side, men der er så store stakke med fliser. / Foto: Privat

'Ren idioti og dårlig planlægning'

Næstformanden i det udvalg forstår udmærket borgernes undren og frustrationer.

Det er faktisk ikke sådan, at kommunen reelt ikke har pengene, men i vores udvalg får vi ikke lov til at bruge flere.
Lars Hansen, næstformand, Plan- og Vejudvalget, Silkeborg Kommune, SF

- Jeg har til fulde sympati med borgerne. Det her er ren idioti og dårlig planlægning, men vi kan ikke gøre andet, siger næstformanden i Plan- og Vejudvalget, Lars Hansen (SF), til TV2 ØSTJYLLAND.

Han og de øvrige medlemmer i udvalget er angiveligt blevet præsenteret for et sparekatalog, hvor de ikke havde muligheder for eksempelvis at sige nej til at stoppe fortovsarbejdet i Salten.

Må ikke bruge pengene

Det ærgrer - ligesom de lokale i byen - også Lars Hansen.

- Det er faktisk ikke sådan, at kommunen reelt ikke har pengene, men i vores udvalg får vi ikke lov til at bruge flere, forklarer politikeren.

Hvornår fortovene så bliver færdige i Salten, ja, det er der ingen, der ved.

Salten har 660 indbyggere og er beliggende 11 kilometer syd for Silkeborg. / Foto: Google Maps

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her