VIDEO: Dronning Margrethe kører karet gennem Silkeborg
Mandag kørte dronning Margrethe gennem Silkeborg i karet. Se turen her
Mandag har silkeborgenserne haft rig mulighed for at hilse på Danmarks dronning.
Hele to gange er dronning Margrethe kørt gennem byen i karet.
Med sig havde hun Gardehusarregimentets Hesteskadron og borgmester Steen Vindum (V), der havde glædet sig til turen.
- Den rigtige karet har jeg aldrig før været i. Det glæder jeg mig til. Det er ikke mange forundt at få lov til at sætte sig op i den karet, siger Steen Vindum til TV2 ØSTJYLLAND.
En af dem, der havde taget opstilling for at få et glimt af dronning Margrethe, var Per Brunsgård fra Ringkøbing.
- Jeg har mødt dronningen adskillige gange. Jeg har fotograferet dronningen siden 1993. Det er vores bedste repræsentant, vi har, så det er helt fascinerende, siger Per Brunsgård til TV2 ØSTJYLLAND.
Del af årets sommertogt
Dronningens besøg i Østjylland er en del af årets sommertogt med Kongeskibet Dannebrog.
Efter en officiel modtagelse på rådhuset begyndte dagens første karettur klokken 10.55. Den 2,5 kilometer lange tur gik fra Silkeborg Rådhus på Søvej og hen til Museum Jorn på Gudenåvej.
En lille time efter den første karettur - klokken 12.15 - begyndte dagens anden og sidste tur i Silkeborg.
Den går via en omvej hen til Gl. Skovridergaard og en frokost.
Turen på halvanden kilometer går via Senatorievej og Vejlbovej hen til Gl. Skovridergaard på Marienlundvej.
Afslutningsfest den 4. september
Ud over de to ture rundt i karet i byen får silkeborgenserne også mulighed for at se dronning Margrethe, når der er folkelig afslutningsfest tirsdag den 4. september på Torvet.
Derudover skal dronning Margrethe på sit besøg blandt andet besøge Køkkenvirksomheden Designa A/S i Kjellerup, Neder Kjærsholm Hovedgaard i Thorning og Nedbrydningsvirksomheden Kingo Karlsen A/S.
Dronningens program i Silkeborg
Mandag 3. september 2018
- Officiel modtagelse på Silkeborg Rådhus
- Karettur med Garderhusarregimentets Hesteskadron gennem Silkeborg by
- Danmarks Outdoor Hovedstad
- Museum Jorn
- Gl. Skovridergaard
- Køkkenvirksomheden Designa A/S i Kjellerup
- Neder Kjærsholm Hovedgaard i Thorning
- Reception på Kongeskibet Dannebrog i Horsens Havn
- Nedbrydningsvirksomheden Kingo Karlsen A/S
- Aktivitetstilbuddet Lysbro Kunst
- Festlig afsked på Torvet i Silkeborg