DF vil veksle motorvejs-overskud til asfalt
En del af de overskydende penge fra Silkeborgmotorvejen bør gå til mere østjysk motorvej, mener Dansk Folkeparti
Den halvanden milliard kroner, som Silkeborgmotorvejen har kostet mindre end ventet, bør bruges på asfalt.
Det siger Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen, til TV 2 I ØSTJYLLAND.
- Jeg kunne godt tænke mig at bruge nogle af pengene på at udvide et endnu længere stykke af den østjyske motorvej, end der er lagt op til. Derudover kunne jeg godt tænke mig at forlænge motorvejen, der går fra Aarhus til Djursland, det sidste stykke ud til lufthavnen i Tirstrup, siger han.
I forbindelse med finansloven for 2017 blev der sat penge af til at udvide motorvejen mellem Aarhus og Skanderborg. Det bør blot være første skridt, mener Kim Christiansen.
- Der er behov for at udvide motorvejen helt fra Vejle til Randers, så et ekstra beløb vil kunne bringe os et skridt nærmere det mål, siger han.
Kim Christiansen understreger, at alle de overskydende penge fra Silkeborgmotorvejen ikke skal bruges i Østjylland. En del af beløbet skal gå til motorvej på Sjælland og Fyn.
En dårlig undskyldning
Transportordføreren gør sig ingen illusion om, at regeringen er klar til at bruge de overskydende penge her og nu.
- Vi får jo igen og igen at vide, at vi af hensyn til det ene og andet ikke har lov til at bruge pengene, selv om de ligger i kassen. Jeg ser efterhånden den forklaring som lidt af en dårlig undskyldning, siger Kim Christiansen.
Silkeborgmotorvejen var budgetteret til at koste 5,5 mia. kroner. Den har kun kostet knap 4,1 mia. kroner.
Det overskydende beløb sendes tilbage til Christiansborg, hvor det er op til politikerne at afgøre, hvad der skal ske med pengene.