Claus venter på et nyt hjerte: Jeg ved ikke, om jeg når det
Folk, der mangler et hjerte ligesom Claus Møller fra Skanderborg, kan måske i fremtiden få organer fra grise
For Claus Møller er ventetiden lang.
- Jeg har telefonen ved siden af mig døgnet rundt. Det skal jo gå hurtigt, hvis der pludselig kommer et hjerte.
I et år og 9 måneder har han stået på en akut venteliste til et nyt hjerte. Claus Møller har en sjælden blodtype. Derfor har han ikke så mange chancer som andre, og det opkald, som han venter på, er ikke kommet endnu.
- Jeg ved ikke, om jeg når det, men jeg ved, at man skal have en kolossal stærk psyke for at klare sig igennem ventetiden, siger han.
Claus Møller er 58 år og har en søn. På grund af en blodprop bliver hans hjerte hele tiden svagere og svagere. Han er glad for, at forskerne på Aarhus Universitet nu har fået et gennembrud, så grise måske snart kan donere organer til mennesker. Også selv om han næppe kan nå at benytte sig af muligheden.
- Det er svært at forholde sig til, men hvis vi engang i fremtiden kan få organer fra grise vil det naturligvis være fantastisk for andre i min situation. Indtil da vil jeg opfordre alle til at tage stilling til, om de ønsker at være organdonorer eller ej, siger Claus Møller.