Eksklusivt: Kom med ned i den hemmelige bunker
I midten af Skanderborg ligger et sted, som engang var en hemmelig kommandocentral. To gange om året kan man komme med derned, og det tiltrækker besøgende
Vestergade 115 i Skanderborg ligner umiddelbart et helt almindeligt hus i et helt almindeligt villakvarter.
Men ved siden af huset er der en sti, som fører én tilbage i historien.
- Det er helt klart noget, man vil se med egne øjne, fortæller Henrik Bredmose Simonsen.
Forenden af stien er der trappe ned i jorden. Bag to store jerndøre ligger en bunker fra 1963.
- Formålet var at kunne styre det civile beredskab – ambulance, brand og andre former for redningstjeneste, fortæller Henrik Bredmose Simonsen, som er museumsinspektør hos Museum Skanderborg.
Den gamle kommandocentral var lavet til civilforsvaret – men den er aldrig blevet brugt til det, den er bygget til.
- De fleste mennesker i Skanderborg har ikke vidst, at der var en bunker som den her, siger Henrik Bredmose Simonsen.
To gange om året åbner bunkeren de to store jerndøre op for gæster udefra. Der er plads til 30, og Peter Juul var én af de heldige.
- Det er en oplevelse, og komme herned, og man ser meget. Det skal man bevare det her, siger Peter Juul, som er pensionist fra Hørning.
Interessen er stor for de gamle bunkere rundt omkring i Østjylland. Her i Skanderborg er interessen også større fra folk, end der er plads til.
- Folk booker sig ind, og så må vi desværre afvise folk, når der ikke er plads til flere. Så der er stor interesse, fortæller Henrik Bredmose Simonsen.
Bunkeren blev oprindeligt opført i september 1944 af det tyske Luftwaffe, som i 1944 placerede sit danske hovedkvarter i Skanderborg.
Til foråret åbner bunkeren igen op for besøgende. Du kan læse mere om koldkrigsbunkeren her.