Fandt 4000 flasker vin i en kælder

Vinhandler Jess Juul Hansen faldt ved et lykketræf over et godt tilbud på en sand vinskat.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Ejer af Malling Kro, Rune Aaby, står her til venstre sammen med Jess Juul Hansen efter handlen. Foto: Pressefoto

Var det noget med en god flaske vin - eller hvad med 4000 flasker?

Da vinhandler Jess Juul Hansen fra Skanderborg 18. maj var på udkig efter en særlig flaske hvidvin til en vinsmagning, lagde han vejen forbi Malling Kro på vej hjem.

Og som det ofte sker, når der er vin indblandet, udviklede tingene sig uventet derfra, så i dag er han den lykkelige ejer af hele kroens prisvindende vinsamling.

Efter en kort rundtur i kælderen gik det for alvor op for mig, hvor meget guld den indeholdt.
Jess Juul Hansen

- Jeg vidste, Malling Kro kunne hjælpe mig med vinen, men hvad jeg ikke vidste var, at ejer Rune Aaby faktisk gerne ville sælge hele samlingen. Efter en kort rundtur i kælderen gik det for alvor op for mig, hvor meget guld den indeholdt, siger Jess Juul Hansen.

De nye forpagtere på Malling Kro ønskede ifølge Jess Juul Hansen ikke at overtage vinen, så derfor har kroejer Rune Aaby valgt at sælge samlingen.

Flasker fra 200 til 60.000 kroner

De 4000 flasker er samlet sammen over de seneste 25 år og rummer vine, der er udvalgt med sirlighed og sans for årgange. Senest i 2016/2017 vandt kroen prisen for Danmarks bedste vinkort i White Guide over Michelinrestauranter som Søllerød Kro og Geranium.

- Jeg har købt meget vin og også større samlinger gennem mange år, men jeg har aldrig nogensinde købt noget i nærheden af det her og i den kvalitet, siger Jess Juul Hansen.

Domaine Armand Rousseau Le Chambertin sælges for helt op til 60.000 kroner flasken. Foto: Pressefoto

Prisen for de mange flasker er en forretningshemmelighed, men ifølge vinhandleren er der tale om et millionbeløb.

Samlingen dækker cirka 1300 forskellige vine lige fra vinen Clarence Dillon Wines Clarendelle inspired by Haut-Brion til 200 kr. til en flaske Domaine Armand Rousseau Le Chambertin til mellem 20.000 og 60.000 kroner afhængig af årgangen.

Opbevaring er altafgørende

Med vine helt tilbage fra 1937 er opbevaringen altafgørende, ellers vil kvaliteten ifølge Jess Juul Hansen ofte være lig nul, men i kælderen under Malling Kro har flaskerne ligget mørkt ved den helt rigtige temperatur.

Det hører til sjældenhederne, at vi finder så fine vine.
Jess Juul Hansen

- Det hører til sjældenhederne, at vi finder så fine vine, der er købt hos producenten og har ligget under de helt rigtige forhold, lige siden de er købt, siger Jess Juul Hansen.

Hele samlingen bliver om kort tid sat til salg i hans forretning Vinoble & Vinspecialisten i Skanderborg. 

I første omgang vil 40 toprestauranter i Danmark få mulighed for at købe ind, og Jess Juul Hansen håber at kunne holde vinene sammen, så de kan smages ”vertikalt” – altså samme vin fra forskellige årgange.

Jess Juul Hansen er i fuld gang med at gennemgå de 4000 flasker vin, før de sættes til salg. Foto: Pressefoto.dk

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her