Ikonisk hotel brændte: Sådan ser det ud nu
Det er et trist syn, der møder en, hvis man tager turen ned til det tidligere så smukke Hotel Julsø ved Himmelbjerget.
Fredag morgen raserede en voldsom brand det gamle Hotel. En brand, der har efterladt store dele af stedet i ruiner.
Branden startede i restauranten, og flere af de gamle bygninger er brændt ned til grunden, som det også ses i artiklen her.
- Den er fuldstændig overtændt. Vi er i gang med at slukke det, og vi vil koncentrere os om at beskytte de omkringliggende bygninger, sagde Anders Jensen, operationschef i Østjyllands Brandvæsen, fredag morgen.
Anmeldelsen om branden kom fredag morgen ved 06.40-tiden.
Tidligere hotelejer: Det gør ondt at se
Ingen personer er kommet til skade, men branden har alligevel allerede sat dybe spor.
Blandt andet hos 90-årige Herdis Jensen fra Ry. I 25 år ejede hun hotellet med sin mand, Egon.
- Selvom jeg ikke ejer det mere, så gør det alligevel ondt, at det er brændt ned, sagde Herdis Jensen fredag.
Ægteparret stod for driften af både hotellet og restauranten fra 1963.
- Det kunne godt være hårdt, for der var kun salg i det på de få travle måneder, men jeg har bestemt været glad for at være der, for jeg var der jo i hele 25 år, sagde hun fredag.
Selvom hun solgte hotellet videre til nogle venner i 1988, har hun aldrig helt givet slip på sin forkærlighed for de gamle bygninger:
- Vores venner havde det i nogle år, og så hjalp jeg jo dem, indtil jeg helt holdt med at arbejde. Man ved jo en del om det, når man har været der i 25 år.