Iskolde tyve: Stjal 65 stole, mens folk sov
Klubhuset i Ry Marina har mistet stole for over 500.000 kroner.
Det var et tomt syn, der mødte sejlerne i klubhuset ved Ry Marina lørdag morgen. Her havde de i løbet af natten haft ubudne gæster.
Tyvene var sluppet afsted med klubhusets 65 Børge Mogensen-designerstole, 'Folkestolen'.
Og det er vel at mærke sket, mens der har været op imod 40 mennesker, der har overnattet i bådene klos op ad klubhuset, fortæller formanden Morten Damholdt.
- De har haft en stor bil, og så har de været hurtige og noget kolde, når man tænker på, at der holder 20 biler hernede, siger han til TV2 Østjylland.
Stolene, der har en samlet værdi af omkring 500.000 kroner, har stået i klubhuset siden 2001. De har en nypris på godt 5500 kroner stykket.
- Det er træls og trist, siger Morten Damholdt.
Mange potentielle vidner
Gerningsmændene har brudt et vindue op i klubhusets kontor og gennemrodet det. Ifølge formanden er de sluppet afsted med stolene og små 5000 kroner i kontanter.
Dog glæder han sig over, at der ikke er lavet yderligere hærværk i bygningen. Men tyvene må have været effektive, siden ingen har nået at bemærke dem, mener han.
De mange sejlere havde fredag aften set OL og var samlet i klubhuset til sent. Men ingen havde set noget.
Aldrig lidt så stort et tab
At valget i sin tid faldt på de dyre stole, kommer sig af, at man fik et godt tilbud, fortæller formanden. Hvad sejlerne fremover skal sidde på, vides endnu ikke. Indtil videre afventer klubben en udmelding fra forsikringen.
Sejlerklubben har haft indbrud før, men aldrig med så stort et tab, fortæller formanden.
Derfor vil det også blive taget op til bestyrelsesmødet torsdag, om den seneste hændelse kræver mere sikkerhed. Eventuelt i form af videoovervågning.
- Vi gør meget ud af, at det er frit tilgængeligt for medlemmerne og altid er åbent, og derfor er det svært med tyverisikring, siger Morten Damholdt.
Sydøstjyllands Politi bekræfter, at der er modtaget en anmeldelse af tyveriet.