Ødelagt af stormen: Nu bliver gammel mølle sat i stand
Stormen Bodil efterlod Hørning Mølle vingeskudt
En omfattende restaurering skal nu bringe Hørning Mølle mellem Skanderborg og Aarhus tilbage i tip top-stand.
Den mere end 110 år gamle mølle var hårdt medtaget, efter at den voldsomme storm Bodil kom forbi i december 2013. Selv om der er gået to et halvt år, er skaderne efter stormen endnu ikke blevet udbedret.
Skanderborg Kommune, der ejer Hørning Mølle, har dog nu sat gang i arbejdet med at reparere møllen.
SE OGSÅ: Møllen på Mols pilles ned
Ifølge tilsynsførende Jens Hansen er det på høje tid, at Hørning Mølle nu igen bliver sat i stand. Ellers er der risiko for, at dele af træet falder ned i de omkringliggende villahaver.
- Der er råd i træværket med det resultat, at det falder ned i naboens hæk. Det er ikke lige sagen, for det er tunge sager det her. Det ser ikke ud af ret meget, når det hænger oppe i vingespidserne, forklarer han.
Den medtagede mølle er fra 1904 og stod oprindeligt i Stødov på Mols. I 1975 blev møllen købt af den daværende Hørning Kommune, som flyttede den til en bakke i Hørning.
I videoen øverst på siden kan du se arbejdet med at reparere møllen. Videoen er filmet af Palle Hansen.