Paddemand jubler: Ny skov glæder min sorte sjæl
Ny skov er ved at blive plantet. Det gavner både dyreliv, planteliv og grundvandet
I Anebjerg Skov ved Stilling bliver der plantet træer på livet løs.
- Nu skaber vi en stor sammenhængende skov, hvor der er plads til, at man kan løbe og lufte hund, siger Jan Kjærgaard, der er naturvejleder i Naturstyrelsen, Søhøjlandet.
Skoven skulle gerne være så stor, at der er plads til, at man kan gå ind og være sig selv.
Det eksisterende skovområde skal udvides med ti hektarer.
- Så sikrer vi en mere forskellig natur. I løbet af bare 100 år vil den være variabel med masser af forskellige arter og planter. Hele gøjemøget vil indfinde sig her. Det tager ikke ret lang tid. 100 år, så er de her, siger Jan Kjærgaard.
Særligt tror han, at den udvidede skov vil være godt for paddebestanden i området.
- Det glæder min sorte sjæl. Jeg er paddemand. At kunne komme herud om nogle få år og så kunne høre et kor af tudser eller frøer, der ligger og kvækker, siger Jan Kjærgaard.
Rent vand er luksus
De tusindvis af nye træer skal også være med til at redde grundvandet. Skovrejsningen er finansieret af Naturstyrelsen i samarbejde med Skanderborg kommune og Skanderborg Forsyning.
Ifølge naturvejlederen er der brug for at beskytte grundvandet.
- At vi sågar kan bruge vores rene vand til at skylle vores lort ud i WCet, det er en luksus uden lige. Den skal vi passe på, og det er skoven med til at sikre, siger Jan Kjærgaard.
Allerede om 3-5 år skulle det blive et dejligt sted at gå en tur.
I videoen øverst kan du se hele indslaget om den nye skov.