Rekordstor rift om kanoer: Tilladelser til særlig strækning er revet væk

Aldrig før har der været så stor interesse for at sejle i kano på Gudenåen. Alle årets tilladelser til en del af strækningen er givet væk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Kanoudlejerne ved Gudenåen går en historisk travl sommer i møde.

Statsministeren har opfordret danskerne til at blive hjemme i Danmark og holde sommerferie, og det kan et østjysk kanoudlejningsfirma i den grad mærke.

Aldrig før har de haft så tralvt.

- Det er lidt mere stressende. Det er det faktisk. Det er på grænsende til, hvad man kan magte. Men vi har heldigvis nogle glade kunder, siger Nynne Kristiansen, der er medejer af Silkeborg Kanocenter, til TV2 ØSTJYLLAND.

Allerede nu har de givet alle tilladelser til at sejle på strækningen mellem Tørring og Klostermølle ved Mossø for resten af 2020.

På kortet ses Klostermølle og Tørring, som strækningen ligger imellem.

Kig på antal tilladelser

Strækningen mellem Tørring og Klostermølle ved Mossø er den sydligste del af Gudenåen og er meget smal og dækket med tæt skov. Derfor er der et begrænset antal tilladelser til hvor mange, der må sejle der.

 

Sekretariatschefen for Gudenåkomitéen opfordrer de lokale politikere til at undersøge, om antallet af tilladelser kan øges.

- Den aftale, der er lavet om hvor mange både, der kan sejle på det stykke, er en aftale, som de syv Gudenå-kommuner har lavet, så jeg tror, de syv byråd vil bede forvaltningerne om at kigge på, om man på et senere tidspunkt kan få lov til at sejle flere, siger sekretariatschef Morten Horsfeldt Jespersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Resten af Gudenåen er åben

Karsten Kristiansen, der ejer Silkeborg Kanocenter sammen med sin kone Nynne, følger de nuværende regler og glæder sig over, at der stadig er plads på resten af Gudenåen.

 

- Jeg ser det ikke som det store problem. Resten af åen er åben, siger Karsten Kristiansen.

Det travle kano-ægtepar ser frem til nogle travle sommermåneder, der byder på 18 timers arbejde om dagen.

- Der er højst seks timers søvn, men det er fedt, og der sker noget. Så er det sjovt, siger Nynne Kristiansen.

Har du fået lyst til at sejle i kano på Gudenåen, så er der stadigvæk rig mulighed for det på strækningen fra Klostermølle og nordpå til Randers. Her er der god plads og ikke nødvendigt med nogen tilladelse.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her