Nu kan du byde på graffitibil: Overskuddet går til Smukfonden

En meget speciel Fiat 500 er lige nu til salg på Lauritz.com. Lander slutbuddet på over 50.000 kroner, går resten af pengene til Smukfonden

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Smukfonden håber, at bilen kan indbringe så mange penge som overhovedet muligt til fondens kamp mod blandt andet ensomhed blandt unge. Foto: Smukfest.dk

En Fiat 500 dekoreret med graffitimaling i farverne rød, orange, grøn og blå kan nu blive din. Det rullende kunstværk er nemlig blevet sat til salg på auktionshjemmesiden lauritz.com.

Overskuddet fra salget går til østjyske Smukfonden, der støtter kampen mod ensomhed og udsathed.

- Jeg håber, at der sidder nogle derude, der har lyst til at støtte op om det og byde løs, siger Henrik Bollerslev, der er indehaver af Lindholm Biler, der sammen med Smukfest har valgt at sætte bilen på auktion.

Måske sidder der en derude og tænker, det kan godt være, at den er 85.000 værd, men jeg vil godt give 100.000.
Henrik Bollerslov, indehaver af Lindholm Biler

Graffitibilen har en særlig historie bag sig. Lindholm Biler stillede den til rådighed for Smukfest sidste år i forbindelse med festivalen. Her blev den udsmykket med gadekunst af Galleri Grisk og derefter udloddet til seks vindere i en konkurrence, der hver har kørt rundt i den i en måned.

- Vi har haft en masser sjov ud af bilen og har modtaget billeder af den fra de vindere, der har kørt rundt i den. Og så er vi jo bare glade for, at vi nu også får mulighed for at samle penge ind fra salget af den, siger Poul Martin Bonde, der er talsmand for Smukfest.

Den sidste vinder har afleveret nøglerne, og derfor er bilen nu klar til at få sig en ny ejer. Lander slutbuddet på over 50.000 kroner, så går hver en øre derover til Smukfondens velgørende arbejde.

Der er garanti for kun at møde glade mennesker, når man kører rundt i den graffitimalede Fiat 500, siger indehaveren af Lindholm biler, Henrik Bollerslev, med reference til bilens farvestrålende ydre. / Foto: Smukfest.dk

Bilen er værdisat til 85.000 kroner, og i skrivende stund ligger det højeste bud på 44.000 kroner.

- Måske sidder der en derude og tænker, det kan godt være, at den er 85.000 værd, men jeg vil godt give 100.000, siger Henrik Bollerslev håbefuldt.

- Om den er blevet mere eller mindre værd af, at den er blevet til et kørende kunstværk, det er jo op til øjnene, der ser. Men der er i hvert fald garanti for, at man kun møder glade mennesker, når man kører rundt i den, fortsætter han.

Seks vindere af en konkurrence har kørt rundt i bilen, siden den blev malet med graffiti i forbindelse med sidste års Smukfest. / Foto: Smukfest.dk

Smukfest håber også på, at der bliver budt en god sjat over 50.000 kroner, inden auktionen slutter om ni dage.

- Vi er super glade for alt, hvad vi kan samle ind. Jo mere, jo bedre, siger Poul Martin Bonde.

Der er faldet mere end 100 bud på bilen, siden den blev sat til salg torsdag eftermiddag. Lauritz.com sætter også deres salær i forbindelse med salget til rådighed for Smukfonden.

Smukfonden er Skanderborg Festivalklubs velgørende fond. Fonden støtter projekter, der fremmer fællesskab og bekæmper ensomhed og udsathed særligt blandt unge. 20 procent af Skanderborg Festivalklubs overskud går hvert år til Smukfonden.

VIDEO: Til sidste års Smukfest fløj en drone henover festivalpladsen og filmede denne lille video. Du kan se eller gense billederne her.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her