Smukfest-talsmand: Vi har en aftale med publikum
Smukfest har skruet op for prisen, budgettet og hastigheden i billetsalget
Der gik halvanden time, så var samtlige 28.000 partoutbilletter til Smukfest 2018 udsolgt.
Det er vel og mærke uden at musikprogrammet er offentliggjort. Kun enkelte navne er på plakaten.
- Vi har en aftale med publikum om at vi så skal lave den bedst tænkelige festival. De køber billetterne i god tid, og vi arbejder hårdt på at præsentere det bedst tænkelige musikprogram og den bedst tænkelige festival. Alt skal gerne gå op i en højere enhed, siger Smukfest-talsmand Poul Martin Bonde til TV2 ØSTJYLLAND.
Aldrig før er partout-billetterne til Smukfest blevet solgt så hurtigt.
- Det er helt vildt. Det er da fuldstændig overvældende, at publikum viser så stor interesse for vores festival. Det er meget fantastisk, siger talsmand Poul Martin Bonde til TV2 ØSTJYLLAND.
Det er tredje år i træk, at billetterne til festivalen er solgt inden musikprogrammet ligger fast, men der blev altså sat hastighedsrekord i år.
Som noget nyt i 2018 er billetprisen ellers sat pænt i vejret – cirka 300 kroner højere end sidste år. Det skyldes, at Smukfest i 2018 har 50 millioner kroner til musikbudgettet – en stigning på cirka 25 procent. Men prisstigningen har altså langt fra afskrækket køberne.
- Folk kommer for at få den særlige oplevelse, Smukfest er, som ikke minder om andet, du kan håbe af oplevelser. Og så er det vores DNA på Smukfest, at vi hvert år arbejder hårdt og prøver at genopfinde festivalen, siger Poul Martin Bonde.
Se hele interviewet i videoen øverst i artiklen.