Aldrig fundet: Dykkere leder lige nu efter Fregatten Jyllands andet anker
Med avanceret udstyr leder eksperter og museumsfolk lige nu efter Fregatten Jyllands andet anker. Det sker i farvandet omkring Juelsminde.
I mange år har Fregatten Jyllands andet anker været som sunket i jorden. Nu gør museumsfolk og eksperter et seriøst forsøg på at finde det igen.
Det sker fredag formiddag i farvandet omkring Juelsminde, oplyser Juelsminde Havnemuseum til TV2 Østjylland.
I går var et skib i vandet for at undersøge havbunden. Lige nu ligger skibet ved Ashoved, forklarer Carsten Clausen fra Juelsminde Havnemuseum.
- Vi sender en dykker i vandet lige nu. Der var udslag, og vi fandt nogle interessante markeringer i går (torsdag red.). Det ser lovende ud, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Fregatten Jyllands ene anker ligger ved molen i Juelsminde. Det andet har været sporløst forsvundet siden omkring 1922, forklarer Carsten Clausen.
- Der var et par gange, hvor skibet drev. Blandt andet i 1922, hvor det drev med isen. Man regner med, det var der, den tabte ankeret, siger han.
Hvis ankeret bliver fundet, vil det, ifølge Carsten Clausen, være en vigtig opdagelse.
- Det er en vældig god og gammel historie. Det er noget af det mest danske, vi har. Det har ligget for i Juelsminde, efter det blev reddet fra ophugning, så det vil betyde meget.
Ankeret vejer cirka 2,5 tons. Museumsfolkene anser det for sandsynligt, at det er begravet i sand, og at det er årsagen til, det har været svært at finde.
TV2 ØSTJYLLAND følger sagen.