Bæredygtigt køleskab: Tvillinger har sikret sig en semifinaleplads
To piger fra Ryomgård har opfundet et mere miljøvenligt køleskab og er videre i konkurrence for unge forskere.
Et tvillingepar fra Ryomgård har sikret sig en semifinaleplads i en konkurrence for unge forskere.
De har nemlig opfundet et køleskab med et meget lavt strømforbrug, og som dermed er næsten energineutralt.
- Det er ligesom ens lille baby, man selv har lavet og er stolt af, fortæller Frederikke Kalmar.
Idéen til køleskabet opstod på vej hjem fra sidste års ’Unge Forskere’-konkurrence.
- Vi synes, det er rigtig sjovt at forske. Og så er der den indre nysgerrighed, vi har indeni i os, fortæller Nanna Kalmar.
Kulden fra jorden
Igennem det seneste år har de to 15-årige piger, der til daglig går i 8. klasse, realiseret deres idé og udviklet en prototype.
Selvom det ved første øjekast ikke ligner et klassisk køleskab fra et køkken, er funktionen stort set den samme.
I stedet for at bruge strøm udnytter køleskabet, der blandt andet består af et kloakrør, kulden fra jorden. I køleskabet skabes der et vakuum, og ved hjælp af ultraviolet lys begrænses mængden af bakterier.
Med teknikken på plads har pigerne målt jordtemperaturen og afprøvet diverse madvares holdbarhed i det alternative køleskab.
Inspiration til andre
De enæggede tvillinger håber, at deres opfindelse kan være med til at inspirere andre.
- Jeg håber, at andre mennesker kan se, at vi har lavet et bæredygtigt køleskab, og at de måske vil prøve at lave nogle andre bæredygtige løsninger, fortæller Frederikke Kalmar.
Torsdag bliver den midtjyske semifinale i konkurrencen 'Unge Forskere' afviklet i Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro.