Fly med ti personer ombord forulykker under landing og bryder i brand
Et privatfly med ti personer om bord brød i brand under landing i Aarhus Lufthavn. Ingen er kommet til skade.
Et privatfly med ti personer om bord er natten til tirsdag forulykket i Aarhus Lufthavn i forbindelse med en landing. Derefter brød flyet af typen Cessna 560XL i brand. Alle ti personer formåede at redde sig ud, og ingen er kommet til skade.
Det oplyser Østjyllands Politi.
Brandvæsnet fik slukket branden, og de ti personer blev kørt til et hotel, hvor de har overnattet. Ud over en besætning på tre personer - to fra Tyskland og en fra Østrig - var der fire amerikanere, to australiere og en brite på flyet.
- Udenrigsministeriet er underrettet om ulykken og tager kontakt til ambassaderne i de relevante lande, skriver politiet.
Passagerne fra flyet er en del af den amerikanske popsanger Pinks turnéhold, og de var på vej til Danmark efter Pinks koncert i Oslo mandag, da Pink optræde på Casa Arena i Horsens. Det kan du læse mere om her.
- Da vi kommer derud, er branden slukket, og de ti personer, der var ombord, er kommet ud i god behold, og de har været heldige, at de kom ud i god behold, for der har været godt gang i ilden, siger Martin Frank Rasmussen, vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.
Vicepolitiinspektøren fortæller, at flyet har taget 'massiv skade' som følge af branden, og at årsagen til ulykken nu skal undersøges.
Årsag skal nu undersøges
Det tysk indregistrerede fly kom fra Oslo og skulle efter planen lande i Aarhus Lufthavn ved Tirstrup på Djursland først på natten.
Hændelsen skal nu undersøges af Havarikommissionen. Politiet kan derfor ikke udtale sig yderligere om årsag eller andre omstændigheder ved ulykken.
Aarhus Lufthavn kontaktede Østjyllands Politi klokken 00.38, og tirsdag morgen er det forulykkede Cessna-fly bugseret væk fra landingsbanen.
Brandfolk var hurtigt på stedet
Det var lufthavnens eget beredskab, der fik slukket branden, fortæller Jan Recke, der er indsatsleder ved Beredskab og Sikkerhed, hvor anmeldelsen også løb ind.
- Lufthavnen havde selv tre brandbiler, der var i gang med slukningsarbejdet. Og som jeg har hørt det, var de allerede i gang med arbejdet i løbet af tre minutter, så det er rigtig godt arbejde af dem, siger Jan Recke til TV2 ØSTJYLLAND.
Derfor behøvede Beredskab og Sikkerhed ikke assistere med slukningsarbejdet, men kunne koncentrere sig om oprydningsarbejdet.
- Vi tog os af oprydningen i forhold til brændstoffet fra flyet. Landingsbanen er lidt skrå, så vi fik det opdæmmet med en slags grus, vi lagde rundt om. Det fik suget det sammen, så det efterfølgende kunne fejes op, siger Jan Recke, der fortæller, at der var 1800 liter brændstof, hvoraf noget af det var gået op i flammer.
Ulykken har ifølge politiet ikke skabt forstyrrelser af flytrafikken til og fra Aarhus Lufthavn.