Han arvede et slot, men ville hellere være postarbejder. Nu er han død

Arvingen til julekalenderslottet Rosenholm Slot foretrak et simpelt liv i et arbejderkvarter i Kassel i Tyskland fremfor et liv på slottet. Fredag bliver han begravet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Rosenholm Slot Foto: @maloukrowicki

Han mødte sin kone i et tysk kollektiv, blaffede når han skulle rundt og havde et job som postarbejder i den tyske by Kassel.

At dømme på livsstilen var det ikke til at gætte, at Christian Rosenkrantz blev født på Rosenholm Slot, som eneste søn af en adelig familie.

Men det var ikke desto mindre dét, han var. Da hans mor lensbaronesse Carin Rosenkrantz døde i 1996, arvede han slottet, han var vokset op på.

Dét blev noget af en overraskelse for hans kollegaer på postcentralen, da historien om Christian Rosenkrantz kom på forsiden af avisen med overskriften "Postbud arbejder drømmeslot".  Kunne det virkelig passe, at deres langhårede kollega med det smalle pandebånd og simple tøj i virkeligheden var baron og slotsarving?

Christian Rosenkrantz tog kun meget få ting fra Rosenholm Slot, da han arvede det efter sin mor. Foto: Lis Kildegaard

Den var god nok. Men i stedet for at flytte ind på slottet med sin kone og deres fire børn, valgte Christian Rosenkrantz at oprette en fond, som han blev formand for.

Nu er han død i en alder af 71 år, og hans ældste søn Boris har overtaget formandsposten i fonden, der bestyres af medlemmer af Rosenkrantz-familien, som har ejet slottet siden midten af 1500-tallet.

Lensgrevinde Irene Wedell var gudmor til Christian Rosenkrantz og gode veninder med Dronning Margrethe. Her ses hun på Frijsenborg Slot nær Hammel, hvor hun boede hele sit voksne liv.  / Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix

Blaffede op til Margrethe

Selvom Christian Rosenkrantz ikke boede på Rosenholm Slot i sit voksne liv, så tog han flere gange om året den 700 kilometer lange tur fra Kassel til Rosenholm.

- Han blaffede altid de 700 kilometer fra Kassel og ringede ofte til mig for at blive hentet ved et motorvejsstop så tæt på Rosenholm som muligt, fortæller Lis Kildegaard, som lærte Christian Rosenkrantz at kende, da hun lavede et tv-program om ham. Senere blev de to gode venner.

- Engang havde han meget travlt med at komme ned til slottet, da Irene og Margrethe skulle komme på besøg. Jeg troede længe, at det var nogle af de gamle barnepiger eller stuepiger fra Christians barndom på slottet. Flere af barnepigerne besøgte han stadig i Hornslet, husker Lis Kildegaard.

-Men det viste sig at være Dronning Margrethe af Danmark og lensgrevinde Irene Wedell fra Frisenborg Slot, som var hans gudmor. Det var typisk for Christian: jeg kunne ikke høre forskel på hans omtale af menneskene upstairs and downstairs.

Rosenholm Slot

En herregård lidt nord for Hornslet på Djursland. 

Slottet er grundlagt i 1559

Det var adelsslægten Rosenkrantz, som grundlagde slottet. 

Rosenholm Slot var et af de første slotte, der åbnede for turister, for allerede fra 1920´erne kunne besøgende i vinterhalvåret få et kig indenfor i lensbaronens sommerbolig. 

i 1936 arvede lensbaron Holger Rosenkrantz og lensbaronesse Carin Rosenkrantz slottet. 

i 1996 døde Carin Rosenkrantz, som den sidste af de to og slottet overgik til parrets eneste søn Christian Rosenkrantz.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her