Jonathan tilbage i skole: - Er meget anderledes end normalt
En af de elever, som onsdag morgen mødte ind i skole igen under genåbningen, var Jonathan Niebuhr fra 2.b på Kolind Centralskole.
Rundt omkring i Østjylland mødte mange skoleelever onsdag ind igen, efter de har været hjemme i fire uger som følge af coronaudbruddet. En af de elever, som i dag er tilbage i skolen, er Jonathan Niebuhr.
Han går i 2.b på Kolind Centralskole på Djursland, og her er hverdagen langt fra den samme.
- Det er meget anderledes end normalt. Vi skal holde afstand, når vi sidder i klassen, vi skal vaske hænder mange gange, og så må vi ikke lege flere sammen ad gangen, fortæller Jonathan Niebuhr til TV2 ØSTJYLLAND.
Vi vil gerne høre, hvordan jeres 'første skoledag' forløb. Fortæl om dem på vores Facebook-side:
Vant til reglerne hjemmefra
En stor del af undervisningen på skolen er henlagt til at foregå udendørs, hvilket Jonathan Niebuhr kun synes er dejligt.
Han er generelt glad for at være tilbage på skolebænken.
- Det er rart at se mine kammerater igen, men det er mærkeligt med mit lange hår, for jeg er ikke blevet klippet længe, siger Jonathan Niebuhr, som accepterer de nye retningslinjer:
- Dem er jeg vant til at overholde derhjemme.
Forældre stoler på skolen
Blandt de forældre, som onsdag morgen afleverede deres børn i skole igen på Kolind Centralskole, var der forståeligt nok en anelse bekymring.
Men overvejende var der tiltro til skolen og myndighederne.
- Det er ikke med ro i maven, men jeg tror ikke, vi får ro i maven det næste lange stykke tid. Så det er bare at håbe på det bedste, og tro på, at vi passer godt på vores børn, og at pædagogerne passer godt på vores børn, sagde Louise Præstmark, til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun har det fint med, at det er på skolen blandt de yngste elever, at samfundet først åbner igen. Samme holdning deler Gitte Vestergaard Jakobsen.
- Vi har egentlig glædet os til at komme lidt i gang igen og få en hverdag tilbage i et eller andet omfang, for det er jo ikke det samme. Og så har lærerne været gode til at sende nogle videoer ud i går og vist, hvordan der er gjort klar med afstand mellem bordene og knuder på reb, sagde hun til TV2 ØSTJYLLAND og fortsatte:
- Vi har kigget på videoer fra Sundhedsstyrelsen og snakket om at holde afstand, ikke kramme og give high fives.
Ny indretning på skolen
Og ligesom forældrene har forberedt sig sammen med børnene, så har det været et stort arbejde for Kolind Centralskole at være klar onsdag morgen. Eksempelvis er hele skolen blevet indrettet i zoner - både ude og inde.
- Hver årgang har en zone, hvor det er de samme børn og voksne, som går igen gennem hele dagen. Medarbejdere kan ikke gå op i personalerummet og tage en kop kaffe, de skal blive og forberede sig i zonen, forklarer skoleleder Lene Kirkegaard til TV2 ØSTJYLLAND.
Derudover er der naturligvis et stort fokus på hygiejne og afstand. Den øgede opmærksom på de elementer kan ikke undgå at påvirke det faglige indhold.
- Det bliver noget andet indhold og en ny undervisning. Normalt er vi noget af tiden ude, nu skal vi være det meget af tiden, siger Lene Kirkegaard.
Første del af genåbning
Det er den første del af genåbningen af Danmark, som blev varslet før påske, der i dag sættes i gang.
Den indebærer blandt andet, at de mindste kan komme i vuggestue, børnehave, fritidsinstitution og skole igen. Det drejer sig om skoleelever fra 0. til 5. klasse.
Der er dog en del retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, som institutionerne skal kunne overholde, før de må åbne igen.
For eksempel skal børn og voksne være så meget ude, som det kan lade sig gøre. De skal holde afstand, der skal gøres rent, og er man syg, skal man blive hjemme.