Maskerede hjemmerøvere truede med knive
To ukendte gerningsmænd stak af med kontanter efter et røveri onsdag aften.
Bevæbnet med knive lykkedes det onsdag aften for to maskerede hjemmerøvere at true sig til et beløb i kontanter under et hjemmerøveri på Djursland.
De to mænd ringede omkring kl. 19.45 på hos en 28-årig mand på Nordre Ringvej i Ryomgård.
Læs også:
Da den 28-årige åbnede døren til sit hjem, skubbede de to gerningsmænd ham ind i stuen og forlangte at få alle hans penge.
Den 28-årige gav dem nogle få kontanter, som han havde liggende, hvorefter mændene stak af fra stedet. Ingen kom til skade i forbindelse med hjemmerøveriet.
Ingen er anholdt
Mindre end en halv time senere - klokken 20.13 - anmeldte den 28-årige mand røveriet til politiet. Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport i dag, torsdag.
Det er endnu ikke lykkedes at anholde gerningsmændene. Derfor vil politiet meget gerne tale med personer, der har informationer i sagen.
Østjyllands Politi kan kontaktes på tlf. 114.
Signalement
A:
• Dansk af udseende, lys hud
• Ca. 15-20 år
• Ca. 185-190 cm høj
• Talte dansk med dyb stemme
• Iført sort maskering fra halsen op til næsen, sort jakke med hætte, sorte bukser og sorte handsker
• Bevæbnet med en kniv med sort skæfte med huller i
B:
• Dansk af udseende, lys hud
• Ca. 15-20 år
• Ca. 180-185 cm høj
• Talte dansk
• Iført sort maskering fra halsen op til næsen, sort jakke med hætte, sorte bukser og sorte handsker
• Bevæbnet med en kniv med mørkegrønt stålhåndtag