Skød og dræbte knivmand: Betjente slipper for sigtelse
Politifolk fra Østjylland må dog vente på afgørelse fra Rigsadvokaten, før sagen er helt slut.
Der bliver i første omgang ikke rejst sigtelse mod de politifolk, som i oktober skød og dræbte en knivbevæbnet mand på en adresse i Hornslet på Djursland.
Læs også:
Statsadvokaten i Viborg har besluttet, at efterforskningen af sagen skal indstilles.
Den dræbtes efterladte har dog klaget til Rigsadvokaten, så afgørelsen er ikke endelig, oplyser specialanklager Christina Schou i en mail til Ritzau.
Det var den 24. oktober klokken 11.19, at Østjyllands Politi modtog en anmeldelse om en knivbevæbnet mand, som opførte sig truende.
Da politiet ankom var manden angiveligt aggressiv, og betjentene valgte at skyde mod ham.
Mandens tilstand blev i første omgang beskrevet som kritisk, og han afgik efterfølgende ved døden.
Ikke grundlag for straffesag
Når politifolk i tjenesten sårer eller dræber borgere, er det op til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) at stå for efterforskningen.
Og hvis der er noget, som underbygger en mistanke om, at politifolkene har begået noget strafbart, så kan DUP rejse sigtelse.
DUP's efterforskning munder ud i en redegørelse, som sendes til Statsadvokaten i enten Viborg eller København.
Statsadvokaten træffer derefter afgørelse om sagens videre forløb.
Og i dette tilfælde har Statsadvokaten besluttet, at efterforskningen skal stoppe.
Der er med andre ord ikke grundlag for at forsøge at underbygge en straffesag mod politifolkene.
Pårørende klager til Rigsadvokaten
Selve detaljerne om sagen er ikke offentliggjort af hverken DUP eller af Statsadvokaten i Viborg.
Det er derfor på nuværende tidspunkt ikke muligt at komme ind på yderligere detaljer om episoden.
Dagbladet B.T. skrev imidlertid efter episoden, at øjenvidner over for avisen havde berettet om en mand, der var bevæbnet med en stor kniv, som lignede en machete.
Vidnerne berettede også om, at politiet brugte peberspray mod manden.
Afgørelsen er som nævnt indklaget til Rigsadvokaten, som rangerer et niveau over statsadvokaterne i anklagemyndigheden.