Ungespot kan være på vej i villakvarter: - Jeg græd, da jeg fik brevet

Syddjurs Kommune vil gerne lave et ungespot i Hornslet, som de unge vil bruge. Men naboerne frygter konsekvenserne af kommunens placering.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
I forvejen er der en basketballbane, som ifølge naboerne skaber støj. Og nu vil kommunen opsætte højttalere, bænke og lys, som de frygter vil give unge carte blanche til at støje døgnet rundt. Foto: Nadine Grace Abild O'Donnell

Nadine Grace Abild O'Donnell fra Hornslet er mor til seks børn i alderen 11 til 23 år, men alligevel er hun imod, at der kommer et ungespot op af familiens baghave.

- Vi fik en mail Kristi Himmelfartsdag i e-boks, og jeg sad i sengen, da jeg åbnede den. Og så græd jeg. Det var min første reaktion, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Nadine foran skellet mellem deres have og ungeområdet. / Foto: Nadine Grace Abild O'Donnell
Fra familiens soveværelsesvindue kan man se hen til det sted, hvor kommunen foreslår, at ungespottet skal ligge. / Foto: Nadine Grace Abild O'Donnell

Brevet var fra Syddjurs Kommune, der planlægger at lave et ungespot bag ungdomsskolen i Hornslet – et område, der grænser op til familiens hus. I

forvejen er der en basketballbane i området, men nu vil kommunen også lave en parkourbane, opsætte bænke, lys og en højttaler, så de unge ikke medbringer deres egen.

For nogle weekender siden stoppede jeg unge i at sætte ild til et bordbænkesæt og til vores bro over bækken.
Nadine Grace Abild O’Donnell, Hornslet

Nadine Grace Abild O’Donnell og en gruppe på omkring 30 naboer er nu gået sammen med den lokale kro om at klage over forslaget. De mener, at nogle unge allerede nu er til stor gene i området sent om aftenen, og de frygter, at det bliver værre.

Stoffer og ild til bordbænkesæt

- Det har været virkelig slemt. Vi har haft så mange nætter, der er er blevet ødelagt af unge, der kører scooter, spiller højt musik og kaster med flasker, siger Nadine Grace Abild O’Donnell og remser flere episoder op:

- For nogle weekender siden stoppede jeg unge i at sætte ild til et bordbænkesæt og til vores bro over bækken. De har kastet op, prøvet at rive vores hæk i stykker, været inde i vores have og stjæle bolde og fjernet sten, der skal beskytte vores have mod vand. Og nogle naboer har fundet stoffer i området.

Det er denne bro, som nogle unge angiveligt har forsøgt at sætte ild til. / Foto: Nadine Grace Abild O’Donnell

Hvordan ved du, at det ikke er jeres egne børn?

- Vi har seks børn, som alle er imod ungespottet. De holder fest i haven, og vi informerer naboerne. Og vi har en aftale om, at de fortæller, hvor de går hen. Vi kunne ikke tænke os at sætte vores børn ud, hvor de generer andre, siger Nadine Grace Abild O'Donnell.

Hvor tit oplever I problemerne?

- Når det er godt vejr, er det hver dag i weekenden. Det er typisk fredag og lørdag. Det kan være hver dag i ferien, siger Nadine Grace Abild O'Donnell.

De har haft et walk-and-talk møde med embedsmænd fra Syddjurs Kommune, hvor de har fortalt om deres bekymringer. Det samme har folkene bag Den Gamle Kro i Hornslet, der er 134 år gammel og er byens eneste overnatningssted. De frygter, at kunderne vil flygte, hvis der kommer et ungespot bag kroen.

Den røde cirkel viser, hvor kommunen foreslår, at ungespottet skal ligge.  / Foto: Google Maps

Frygter lukning af kroen

De har mange virksomheder boende på kroen, og de frygter, at de vil vælge deres kro fra, da 11 af deres værelser grænser op til det areal, som kommunen vil lave til ungespot.

Det er fint at lave ungespots. Det skal bare ikke være til chikane for en virksomhed, der kæmper hårdt i forvejen.
Claus Pedersen, ejer, Den Gamle Kro, Hornslet

- Det er fint at lave ungespots. Det skal bare ikke være til chikane for en virksomhed, der kæmper hårdt i forvejen. Vi ved udmærket godt, hvis folk klager over støj, så mister vi dem, fortæller Claus Pedersen, der sammen med Carsten Corneliussen ejer Den Gamle Kro.

Den Gamle Kro i Hornslet er byens eneste overnatningssted. / Foto: Google Maps

Er det ikke bare at tage sorgerne på forskud?

- Jeg har selv været ung. Man ved godt, hvordan man selv opførte sig, da man var 15-16 år. Hele vores udeservering ved bækken - den ligger lige over for området, og hvis man sidder der med sin ægtefælle eller kærester, så gider man ikke høre på skrigende unger, siger Claus Pedersen.

De unge har foreslået placeringen

TV2 ØSTJYLLAND har også talt med Syddjurs Kommune om deres planer. De bekræfter, at de foreslår at lægge et ungespot bag ved ungdomsskolen. Det er ifølge dem blandt andre de unge selv, der har foreslået stedet, da unge i forvejen bruger det område. Og derfor mener kommunen, at det er en fornuftig placering.

- Kommunen skal være sted, hvor alle kan være og have det godt med at være, siger Ole Wolff, der chef for kultur og borger i Syddjurs Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.

Kommunen lytter dog til kritikken fra naboerne.

- Vi tager kritikken med os i de videre overvejelser. Vi lægger det op til en politisk behandling til august, siger han.

Naboerne foreslår at lægge ungespottet i et andet område, hvor der er mindre bebyggelse, og det noterer embedsmændene i deres indstilling til politikerne.

- Det er noget af det, vi skal ind og overveje. Det, der er vigtigt for os, er, at de unge rent faktisk vil bruge stedet og føle et fællesskab og ansvar omkring det, men det er en balance, for naboerne skal også have det godt med det, siger Ole Wolff.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her