Jesper var kronprinsens 'skygge' i syv år: - Jeg fik én på oplevelseskontoen
Tidligere politibetjent og livvagt i kongehuset Jesper Lundorf kom helt tæt på kronprinsen i de år, han arbejdede for ham.
Han frygtede, at hans første arbejdsdag blev den sidste.
Han var faktisk ikke i tvivl om, at chefen ville bede ham aflevere skilt, pistol og andet udstyr efter fyraften.
Kalenderen viste 1992 en lummer forårsdag i Aarhus, og Jesper Lundorf havde efter 12 år i politiet kæmpet sig til en attraktiv stilling som livvagt for kronprins Frederik, der var flyttet til byen for at studere statskundskab. Ligesom sin mor.
Så er det jo rart, når de gamle har et hus stående ledigt.
Den unge Frederik flyttede ind i Marselisborg Slots kavalerbygning, og det var her, Jesper Lundorf havde den første arbejdsdag, som han altså var sikker på også ville blive den eneste.
- Der sker det, at Frederik ringer ned i tjenestestuen, hvor jeg sidder. Han siger, at han vil ud at løbe en tur i skoven, og det passer mig glimrende at komme ud og få lidt motion. Det er min debut som hans livvagt, og nu skal alle se, at jeg er hamrende dygtig og klar til det her ganske særlige job, fortæller Jesper Lundorf til TV2 Østjylland her 35 år senere, hvor historien stadig står klar i hans erindring.
- Frederik kommer ned i slotsgården, og da har jeg allerede tjekket alt mit udstyr igennem, kontrolleret dæktrykket på mountainbiken og gennemgået alt udstyret igen-igen. Jeg er "klar med klar på" og spændt. Det er vigtigt for mig at præstere, for jeg er ærekær omkring jobbet.
Frederik snører skoene og kigger i retning af Jesper. Så drejer han omkring i gruset og begynder at løbe. Men ikke ned mod rosenporten og forbi garderne for enden af vejen op til slottet.
Han løber i retning af skoven.
- Det undrer mig, men jeg tænker, at han nok kender en smutvej ud til asfaltvejen, så jeg følger bare efter på cyklen. Jeg følger ham på afstand, så han ikke skal mærke, at jeg er der, men jeg har hele tiden øjnene rettet mod hans ryg. Så er det, at han pludselig smutter ind imellem nogle høje buske, og jeg når lige at se, at han let og elegant springer over et hegn og forsvinder.
Godt nok er den terrængående, men...
Jesper er chanceløs på sin cykel. Godt nok er en mountainbike terrængående, men den kan ikke forcere et to meter højt hegn.
- Jeg panikker lidt, for regel nummer ét er, at man aldrig som livvagt må miste sit objekt af syne, og det lykkes mig at gøre netop dét efter få minutter.
De næste 45 minutter cykler Jesper Lundorf rundt i den for ham totalt ukendte Marselisborgskov i håb om at få øje på kronprinsen, inden han er nødt til at cykle tilbage til slottet og fortælle, hvad der er sket.
- Jeg ser allerede hele min fremtidige karriere som PET-livvagt for kongehuset passere revy, mens jeg stakåndet står og skammer mig. Fem minutter efter kommer Frederik luntende ind i gården. Vi får øjenkontakt, men han siger ingenting, før han forsvinder ind i gemakkerne, siger Jesper Lundorf.
Da går det op for ham, at han er blevet budt velkommen af den unge, løbestærke prins på en måde, som livvagter både før og efter Jesper Lundorf formentlig også har været udsat for.
Frederik refererer selv til episoden med Jesper i bogen "Under bjælken", der udkom i 2017.
Så, hvad sagde chefen til dig?
- Jamen, vi snakkede aldrig mere om det, og jeg havde jo ingen interesse i selv at bringe det på banen, fordi det var flovt. Jeg fik én på oplevelseskontoen, som man siger, og jeg lærte, at jeg altid skulle være forberedt på, at det uventede sker, når jeg var sammen med kronprinsen, siger Jesper Lundorf, som derfor var endnu mere velforberedt, næste gang Frederik ville ud på løbetur i skoven.
Fremover lod han cyklen stå, og så løb han nogle meter bag Frederik med radio, førstehjælpsudstyr og pistol. Foruden at være forberedt, er man som livvagt nemlig altid bevæbnet. Som i altid.
Det var han også, da han nogle år senere skulle på natklub i New York.
Penthouse på The Kimberly Hotel
Kronprins Frederik læste fra 1992 til 1993 statskundskab på Harvard University i Boston, USA, som en del af uddannelsen i Aarhus.
Han fik sin kandidatgrad i 1995, men året inden tilbragte han i New York, hvor han gjorde tjeneste hos den danske FN-mission.
Jesper Lundorf og de andre PET-folk i gruppen omkring kronprinsen boede i en lejlighed på The Kimberly Hotel nær Central Park i de tre måneder, hvor han havde vagten.
Frederik er mandsopdækket af minimum to livvagter døgnet rundt, og det gælder også, når han rejser udenlands. Hvilket han ofte gjorde og gør.
Frederiks penthouselejlighed lå lige over livvagternes.
Arbejdslivet for en livvagt
Livvagterne fra Politiets Efterretningstjeneste er som udgangspunkt på arbejde i 14 dage ad gangen, så det er 14 dage ude - 14 dage hjemme.
En hr-afdeling i PET sørger for, at vagtplanen går op, så der altid er minimum to vagter omkring dronningen og kronprinsen. Til tider også omkring andre fra kongefamilien.
Hvis de kongelige skal ud at rejse, kan vagtplanen blive ændret, så livvagten følger med i den tid, rejsen varer.
- Han havde en helt almindelig arbejdsdag fra morgen til aften, og så var han sammen med nogle venner i fritiden. Jeg fornemmede, at han nød det liv, han kunne leve et sted, hvor ingen genkendte ham. Det var, som om, en tung byrde blev taget fra ham, når vi rejste ud, og stemningen var løssluppen og glad.
Det ændrede sig lidt, da danske journalister og fotografer begyndte at snuse rundt efter ham i New York. Men det var trods alt på mange måder en anden tid dengang midt i 90'erne.
- Jeg har tit tænkt på, hvordan det ville have været i dag, hvor alle render rundt og fotograferer og dokumenterer alting hele tiden. I dag havde han nok ikke kunnet gå i fred ret lang tid ad gangen uden at blive bemærket, siger Jesper Lundorf.
En torsdag aften kommer Frederik sent hjem fra jobbet. Klokken er hen ad 21.00, og livvagterne tager afsked og siger "godnat og vi ses i morgen" ved elevatoren.
Efter en halv time ringer telefonen.
- Det er Frederik, der har glemt, at han har fået en invitation til et arrangement, som vi intet havde hørt om. Han skal være der om kort tid, så vi gør os klar, prajer en gul New Yorker-taxi og sætter kursen downtown, hvor vi bliver sat af et sted, der giver mig flashbacks til amerikanske film, hvor folk står og varmer sig ved gamle olietønder med ild i.
Jesper tænker, at den er helt gal. Hans sanser er skærpede, og øjnene scanner alt omkring ham. Det her er ikke et sted for den danske kronprins, uanset om folk ved, hvem han er.
- Frederik går rundt med det papir, han har fået. Det har visitkort-størrelse med en adresse på, som vi angiveligt står ved. Han stopper op ved en stor metaldør, som åbner sig, og han signalerer til os, at den er god nok. Vi er til min store forundring det rigtige sted, og han råber "kom, kom, kom!".
Resten af aftenen blev endnu én til oplevelseskontoen for Jesper Lundorf og kollegaen, der var med, for inden for døren var der gang i en gigantisk fest for kendisser fra modeverdenen.
Det var alle dem, der optræder i de glitrede magasiner. Højt til loftet, lysshow, larm, musik og summen af snak overalt.
- Det var så vildt at træde ind i. Vi bevægede os bogstaveligt talt fra den ene verden til en anden, da vi stod midt i den her gigantiske velgørenhedsfest, hvor alt lyset pludselig slukkede, hvorefter scenelyset blev tændt, og Prince gav koncert, siger Jesper Lundorf.
Da han kom hjem ud på natten, havde han svært ved at falde i søvn.
- Jeg var simpelthen tæppebombet med sanseindtryk efter den aften, og det beskriver meget rammende, hvordan det var at følge i hælene på kronprinsen. Dronning Margrethes dage (hende var Jesper livvagt for før kronprinsen, red.) kørte totalt efter et fastlagt skema, som man sjældent afveg fra.
- Med Frederik skulle man hele tiden være klar på noget nyt og ikke-planlagt. Den kunne sagtens stå på en løbetur om morgenen, åbning af en udstilling midt på dagen, cafébesøg og restaurant om aftenen efterfulgt af en bytur til ud på natten.
Sådan bliver man livvagt
Man skal være uddannet politibetjent og have nogle års erfaring for at blive optaget i livvagtsstyrken.
Optagelse kræver, at man kan bestå en række test i fysisk og mental styrke, udholdenhed, vedholdenhed, beslutningsdygtighed, diplomatisk sans osv.
Når man har bestået optagelsesforløbet, starter man i en uddannelsesstilling, hvor man gennemfører et grunduddannelsesforløb og klædes på til jobbet som livvagt.
Består man grunduddannelsesforløbet, er man klar til en fast stilling som livvagt.
Please don't shoot inside
En anden aften i New York skulle prinsen i byen et sted, der hed Limelight.
Det var en gammel kirke, der var bygget om til natklub, og for enden af køen ved indgangen stod der nogle dørmænd ved en kropsscanner, som alle skulle igennem.
Jesper havde som altid sin pistol siddende i et hylster under jakken, så for at der ikke skulle opstå en uheldig misforståelse, gik han hen til en dørmand og præsenterede sig som livvagt for den danske kronprins.
- Jeg forklarede, at vi var "the close protection unit", som de kalder det derovre, og det viste sig, at han godt var klar over, at vi kom. "Please don't shoot inside, and have a nice evening", sagde han bare og lukkede os ind.
- De er vant til, at der er folk fra forskellige politienheder i bylivet, så han sagde det simpelthen fordi, det kunne ende helt galt, hvis først én begyndte at skyde. De kender ikke hinanden, som vi gør i det danske politi, så i værste fald kunne der opstå en regulær ildkamp, hvor politiet skød mod politiet, forklarer Jesper Lundorf.
Hans pistol blev heldigvis siddende i hylsteret.
Hvordan kunne du egentlig være bevæbnet i udlandet?
- Jamen, den slags havde ambassaden og dansk og amerikansk politi klappet af helt rutinemæssigt, så vi havde tilladelse til at bære våben uden for Danmark. PET har kontaktpersoner overalt, så de ved, hvem de skal have fat i, når vi skal ud at rejse. Det er heller ikke et problem at få sin pistol med igennem lufthavnen og op i et fly.
Må du bruge den?
- Nej. Men der kan opstå situationer, hvor man er nødt til at gribe til den slags yderligheder, og så var det sådan, at man måtte rede de diplomatiske tråde ud efterfølgende. Der skal handles i situationen, og det gør man, hvis det er nødvendigt. Det er her, træning og erfaring spiller en vigtig rolle.
Jesper har dog aldrig haft brug for at trække sit våben som livvagt, og som han siger, er det kendetegnende ved meget præventivt arbejde - herunder personbeskyttelse - at ingen nogensinde opdager, hvor dygtige folkene er.
- Det er jo umuligt at sige, om livvagterne er dygtige, eller om der bare ikke sker noget. Ligesom en forsikring kan de ikke undværes, fordi de er nødvendige, den dag uheldet er ude.
Én i mængden og casual klædt
Frederik gik også i byen, da han studerede i Aarhus. En hel del endda. Han var meget synlig, men han blendede bare ind blandt alle de andre unge på byens barer og cafeer.
- Det aarhusianske byliv og natteliv adopterede ham hurtigt. Det var igen før selfies og den form for opmærksomhed, så han kunne være der som enhver anden gæst uden at blive opsøgt. Helt fri og som regel afslappet klædt i jeans og løs skjorte, husker Jesper Lundorf.
Man kan næsten høre titelmelodien fra "Beverly Hills 90210" spille for sit indre øre.
Casual var en vinder både til hverdag og fest.
- Vi er ofte kommet sent hjem, for også her var hans hverdag præget af stor spontanitet, som krævede, at vi hele tiden var nogle skridt foran og omstillingsparate. Derfor havde vi kontaktpersoner i bylivet, hvor han kom mest. Vi kendte stederne ud og ind, vi havde parkeringspladser lige ved døren eksempelvis ved Casablanca i Rosensgade, og vi havde gennemgået samtlige worst case-scenarier.
Det lyder risikabelt med den slags spontane udflugter?
- Ja, men det omvendte er faktisk tilfældet. Hvis der er lagt minutiøse planer, kan nogen med slette hensigter risikere at kende til dem og udføre et attentat. Det kan de af gode grunde ikke, når der ikke er en plan at kende til. Så er resten op til livvagternes rutine, hvor man konstant afsøger omgivelserne for personer og ting, der skiller sig ud fra normalbilledet.
Frederik virkede til at nyde den frihed, og han var jo vokset op med livvagter omkring sig, så det betød ikke noget for ham, at Jesper og kollegerne altid var i nærheden og havde ham inden for synsvidde.
Ligesom ham blendede de også bare ind i mængden med casual tøj til hverdag og det stive puds ved officielle begivenheder.
- Som et rejsende cirkus med udstyr til lidt af hvert, påpeger Jesper Lundorf.
Han var med til det hele i de syv år, han var en del af livvagt-gruppen omkring Frederik: Nytårsfest i København, Nobel-prisuddeling i Sverige, jagtture i Skotland, statsbesøg i Japan og hele forløbet omkring Frederiks uddannelse i frømandskorpset.
- Han trænede til optagelsesprøven, mens vi boede sammen i New York. Jeg er selv en træningsfreak, så vi gik godt i spænd og løb en masse ture sammen bare os to, hvor vi kom tættere på hinanden uden at blive venner, siger Jesper Lundorf, der er otte år ældre end Frederik.
- Når jeg i dag ser prins Christian løbe til Royal Run, er det tydeligt, hvor meget han minder om sin far. Det er samme lidt uelegante løbestil, men Frederik har altid haft en unik evne til at æde sig selv og bare knokle på, til han når målet. Han giver aldrig op, og jeg tror, Christian har den samme evne, siger Jesper Lundorf og maner alle spekulationer til jorden omkring, hvorvidt kronprinsen har nydt nogen former for særbehandling.
- Det har han tværtimod, men jeg forstår godt, at folk kan få den tro. Den allerførste dag, da vi ankom til frømandskorpsets kaserne, blev vi mødt af kaptajnen. Han gjorde det klart, at hvis det stod til ham, var Frederik ude efter den første uge, for han gad ikke "det der medieshow". Deres slags har det bedst med at gå under radaren på alle måder.
Men Frederik åd sig selv og kæmpede sig igennem, så han var én af kun fire tilbage, da de som den afsluttende test med hænderne skulle grave sig under en stor træbjælke, "Maren", på Nordstranden ved Kongsøre.
Det er netop "Maren", der henvises til i 2017-bogen "Under bjælken".
Alt er på lånt tid
Jesper Lundorf stoppede som livvagt for den kommende konge efter syv år, fordi jobbet er en turnusordning.
Det var også et job, han bestred på bekostning af familien, fordi han var så meget væk. Det kostede ham hans første ægteskab, for han har ikke tal på, hvor ofte han har ringet hjem fra ét eller andet sted i verden og ønsket børnene glædelig jul eller tillykke med fødselsdagen.
- Jeg blev revet med af et spændende job, og det har jeg reflekteret meget over lige siden, siger han i dag.
Senere forlod Jesper Lundorf helt politiet, og de seneste 15 år har han arbejdet som sikkerhedschef for FN i Danmark. Ved siden af det job holder han foredrag, arrangerer kurser og laver velgørende arbejde.
Har du mødt kronprinsen siden dengang?
- Ja, det sker, at han kommer forbi FN-bygningen i forskellige sammenhænge, og da det skete første gang, fik han øje på mig og kom hen og hilste på. Han spurgte, hvordan jeg havde det og den slags uformel småsnak. Det var specielt for mig, og jeg satte pris på, at han tog sig tid til det, for vi havde ikke set hinanden i 18 år, siger Jesper Lundorf.
- Da jeg i sin tid stoppede som hans livvagt, var jeg godt klar over, at kontakten mellem os ville ophøre i samme sekund, og det gjorde den. Vi var ikke venner, selv om vi havde vores snakke blandt andet under løbe- og styrketræningen. Jeg var på arbejde, og han var kronprinsen, som jeg passede på. Det hele var på lånt tid, siger Jesper Lundorf.
Når Frederik søndag bliver konge, skal Jesper Lundorf følge med hjemme bag fjernsynet i Ballerup. Så vil han sidde dér og tænke tilbage på en tid, hvor der blev fyldt op på oplevelseskontoen.
Tiden som livvagt har bragt ham steder hen og ind i sammenhænge, som kun de kongelige får lov at opleve. Den slags, man skal være født til.
- Jeg var der, når det gik godt, og jeg var der, når han havde dårlige dage - præcist som alle andre mennesker. Folk skal huske på, at de ofte kun ser tivoli-krymlet på toppen af kagen. Kongelige med slotte og dyre biler. Men der gemmer sig altid et menneske bagved, der er ligesom os selv. Jeg så en ung knægt, der voksede og udviklede sig til en rigtig mand, og nu bliver det spændende at se ham som konge.