Forening vil hjælpe kræftramte børn: Nu stjæler økonomisk rod fokus
Foreningen 'Familier med kræftramte børn' bliver nu politianmeldt. Indsamlingsforeningen med hovedsæde i Ans har af flere omgange har været i vælten.
I 2017 blev foreningen idømt en bøde for at have handlet i strid mod indsamlingsloven.
Nu er foreningen 'Familier med kræftramte børn', der har hovedsæde i Ans nord for Silkeborg, igen i problemer.
Denne gang er det et manglende regnskab for 2017, der er problemet.
Mikael Houe meldte sig ind i foreningen i 2016. Han er revisor og fandt hurtigt ud af, at konstruktionen, som foreningen er bygget op omkring, mildets talt er kritisabel.
- Det er dybt tragisk, at en forening med formålet at hjælpe kræfteramte børn nu for anden gang er blevet politianmeldt. Det helt store problem er, at kun 32 kroner ud af 100 indsamlede kroner går til foreningen grundet nogle store fundraisingomkostninger, forklarer Mikael Houe til TV MIDTVEST.
De udtalelser til medierne i sidste uge fik den konsekvens, at han er blevet smidt ud af foreningen.
Intet regnskab for 2017
Mikael Houe har søgt om aktindsigt i foreningens regnskab for 2017. En aktindsigt indsamlingsnævnet ikke har været i stand til at imødekomme, da den ikke selv har modtaget et regnskab fra foreningen. Det selvom man har givet foreningen ekstra tid til at fremsende regnskabet.
- Når de ikke overholder aftalen, så indbringer vi sagen for politiet. Det er den eneste mulighed, vi har, så de kan overholde indsamlingsnævnets regler, forklarer Christian Lundblad, formand for Indsamlingsnævnet.
Så nu står den omstridte indsamlingsforening altså over for en politianmeldelse.
Foreningen skulle til at starte med have afleveret regnskabet for 2017 et halvt år inde i 2018, altså i slutningen af juni.
Bad selv om 4-6 ugers fristforlængelse
Da foreningens materiale på daværende tidspunkt var i Bagmandspolitiets varetægt, og de derfor ikke havde mulighed for at aflevere til tiden, fik foreningen fristforlængelse til den 7. december 2018.
- Det skulle de have afleveret inden for den frist, og det har de så ikke gjort. Så har de fået en ny frist, som er den 18. januar, og der har de altså heller ikke afleveret, siger Christian Lundblad, der er formand i Indsamlingsnævnet.
Foreningen fik altså en fristforlængelse fra den 7. december til den 18. januar, hvilket er seks uger. Og det er altså lige præcis, hvad de selv har bedt om. Det viser en aktindsigt i Indsamlingsnævnet, hvor foreningens advokat beder om netop fire-seks uger til at gennemføre revisionen.
Vil have regnskab klar snart
TV MIDTVEST har forsøgt at få en kommentar til det manglende regnskab fra formand Per Rasmussen. Han har dog ikke ønsket at stille op til interview. Den daglige leder Kurt Hansen er det ikke lykkedes at komme i kontakt med.
Foreningens formand, der ikke ønskede at stille op til interview, har dog i et skriftligt svar skrevet, at foreningen inden få uger vil have regnskabet klar.
Straffen for ikke at have indsendt de lovpligtige regnskaber for foreningen er en bøde.
Herunder kan du få et overblik over hele sagen: