Hård kritik til bosted - tilsyn overvejer at trække godkendelsen
Tre bosteder for voksne med autisme møder hård kritik af Socialtilsyn Midt. Det kan koste Region Midtjylland godkendelsen til specialområdet.
Socialtilsyn Midt retter hård kritik mod Region Midtjylland efter at have undersøgt tre bosteder for voksne med autisme i området, og nu overvejer de at trække godkendelsen til hele specialområdet i regionen.
Et af dem er Højskolebakken, hvor Socialtilsynet vurderer, at de 'på væsentlige områder har haft svært ved at levere en etisk og fagligt forsvarlig indsats. For eksempel har der på de kritiserede steder manglet fokus på borgernes sundhed og trivsel' skriver Region Midtjylland tirsdag i en pressemeddelelse.
På baggrund af kritikken overvejer tilsynet at trække godkendelsen til hele specialområdet.
- Jeg er rigtig ked af, at vi får den kritik, og vi tager den meget alvorligt. Jeg må erkende, at de tre steder, har tilsynet fundet nogle forskellige ting, som vi ikke er stolte af, siger Ann-Britt Wetche, der er socialdirektør i Region Midtjylland.
På grund af de kritisable forhold skal der ske markante ændringer i bostedernes arbejde med beboerne. Derfor vil regionen søge om at afvikle bostedet, hvorefter de vil oprettet det på ny. På den måde vil forholdene kunne ændres, uden at det bliver nødvendigt at udskrive og flytte borgere til andre steder.
Bostedet mødte allerede kritik fra Socialtilsynet i 2017 og 2018. Ifølge socialdirektøren er der sidenhen sat ting i gang.
- Der er noget i gang. Vi har vurderet, at ledelsen skal tættere på medarbejderne. De står nogle gange i dilemmaer i dagligdagen, hvor de har brug for ledelsen. For eksempel til at vurdere anvendelse af magt, som er et komplekst område, siger Ann-Britt Wetche til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun erkender dog, at der stadig er nogle områder, hvor de ikke har været gode nok til at skabe de rigtige rammer for medarbejderne, så forandringerne kunne slå igennem.
Områdechef fratræder stilling
Udover Højskolebakken er to andre bosteder i regionen også blevet hårdt kritiseret. De to andre bosteder ligger i Hedensted. Udover at genstarte disse tre botilbud vil regionen også forbedre forholdene generelt.
Det kommer blandt andet til at betyde, at der flere steder kommer en tydeligere ledelse i hverdagen. Derudover skal der ske en reorganisering af områdeledelsen.
Lars Aarup Jensen, der i mange år har stået i spidsen for Specialområde Autisme, har i forbindelse med kritikken valgt at fratræde sin stilling. Han begrunder det med, at området kræver en anden lederprofil end den, han kan tilbyde.
Områdelederne Vivian Elkjær og Trine Funder vil indtil videre varetage områdeledelsens opgaver.