Kühnau roser Venstres fredning: - Det skaber ro om regionerne
Anders Kühnau er glad for, at Venstre vil bevare regionerne. En udmelding af Jakob Ellemann-Jensen, som ikke tilfældigt kommer nu, vurderer Venstres Søren Gade.
Lørdag meldte Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, ud, at Venstre alligevel ikke vil nedlægge regionerne. Og det vækker glæde hos det politiske overhoved i Region Midtjylland.
- Jeg synes, det er en rigtig god melding. Jeg har i virkeligheden aldrig kunnet forstå, at Venstre gik ind for en centralisering af vores sundhedsvæsen, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) til TV MIDTVEST.
- Jeg tror, borgerne er meget optaget af, at vi har politikere tæt på dem til at træffe beslutninger om vores sundhedsvæsen. Derfor synes jeg, det er en rigtig beslutning, Venstre træffer. Det skaber ro om regionerne og det demokratiske folkestyre, vi har, fortsætter han.
Venstres medlem af regionsrådet, Ib Bjerregaard, er helt på linje med den socialdemokratiske formand.
- Det er jeg rigtig glad for, og det har jeg jo syntes hele tiden. Jeg tror, han (Jakob Ellemann-Jensen, red.) vil få stor cadeau i baglandet fremadrettet for at have lyttet til det, vi mener.
Søren Gade: - Tidspunkt ikke tilfældigt
Den tidligere forsvarsminister og nuværende EU-parlamentariker, Søren Gade, er glad for, at hans partiformand er nået frem til den konklusion, at det er muligt at ændre sundhedssystemet uden at udrydde regionerne.
Ellemann-Jensens udmelding kommer cirka et år efter, at han trådte til som formand.
- Ingen kunne have forudset, at Lars Løkke gik for et år siden - og det tager tid at blive nummer ét i et politisk parti. Nu har Jakob (Ellemann-Jensen, red.) fået et år, og nu kommer han med en udmelding, som giver masser af ro på bagsmækken, lyder det fra Gade.
Venstre vil med regionerne reformere sundhedssystemet. Blandt andet vil man gerne sikre større sammenhæng og nærhed i behandlingerne.