Hus tæt på motorvejen udbrændte - politiet blev kimet ned
Travl eftermiddag hos politiet, da mange bilister ringede med anmeldelse af brand, der kunne ses fra motorvejen
Først på eftermiddagen lørdag blev Sydøstjyllands Politis vagtcentral kimet ned med anmeldelser om brand.
Selvom der er brandfare som følge af tørken, var der ikke mange brande i gang på samme tid. Det viste sig at være et rækkehus på Annasmindevej i Eriknauer vest for Horsens.
- Det er fint, folk ringer. Men det betød også, at vi fik ekstra travlt. Bilisterne ser deres position på bilens gps, og når vi får den, er vi nødt til at tjekke det hver gang, fortæller vagtchef Kent Midtgaard til TV SYD.
Meget synlig for trafikanterne
Huset i Eriknauer udbrændte. Branden opstod i et udhus og bredte sig til rækkehuset.
Landsbyen ligger få hundrede meter fra motorvejen, og da branden udviklede en voldsom røgsøjle, var den meget synlig for trafikanterne.
Der har fredag og lørdag været i alt en håndfuld brande i politikredsen, og der skal ikke meget til, før en farlig situation opstår.
- Budskabet er, at man skal være forsigtig med ild på grund af tørken, siger vagtchefen.