Ø har succes med at få beboere på prøve
En mulighed for at prøve livet som beboer på Kattegat-øen Endelave har skaffet øen to nye beboere.
Endelave har siden foråret stillet en næsten gratis lejlighed til rådighed for folk, der overvejer at slå sig ned på en ø.
12 mulige nye øboere henvendte sig allerede i løbet af de første dage efter nyheden om prøvelejligheden, og der er løbende kommet henvendelser fra hele landet.
- To nye beboere på øen er helt på plads efter nytår, så vi er godt tilfreds med udbyttet af vores anstrengelser. Vi har fået knækket kurven med faldende beboertal, siger Ib Elgaard fra Endelaves bosætningsgruppe.
Flere familier på vej
Lige nu er tre familier skrevet op til at flytte ind i den 60 kvadratmeter store og møblerede lejlighed på førstesalen i øens tidligere skolebygning, hvor de næste øboere på prøve rykker ind 1. januar.
Ifølge Ib Elgaard fra øens bosætningsgruppe kommer en del af henvendelserne fra større byer. Blandt andet fra folk omkring København, der kan se det attraktive i at skifte forstadslivet ud med havudsigt og frisk luft.
- Interesserede skal allerførst udfylde et spørgeskema, hvor de kort fortæller om baggrunden for deres ønske om at flytte herover. Det giver os et billede af, om de kan få en god oplevelse ud af det, fortæller Ib Elgaard.
Der er for øjeblikket 156 fastboende på Endelave.
Prøvelejlighed på Endelave
- Det koster 1500 kroner med forbrug og depositum på 1000 kroner samt 500 kroner til slutrengøring at leje prøvelejligheden i op til fire måneder.
- Prøvelejligheden kan ikke lejes i sommermånederne.
- Interesserede kan læse mere på www.oenendelave.dk
Folk flytter væk
I alt er 378 indbyggere flyttet fra de østjyske øer siden 2009. Og det kan også mærkes på Endelave.
- Aldersfordelingen er i den tunge ende, og for at et helårs samfund skal kunne fungere, skal vi gerne have folk i alle aldre, siger tidligere skoleleder på Endelave Skole Bente Skovgaard.
Hos Sammenslutningen af Danske Småøer er man heller ikke i tvivl om, at tiltag som et lejlighedstilbud på Endelave vil have en effekt. Men ifølge formanden er det også vigtigt, at kommunerne sikrer en god infrastruktur.
- Det er super vigtigt, at der er stabilitet og hyppighed omkring færgerne. Det skal være muligt at pendle fra en ø som Endelave, siger formanden for Sammenslutningen af Danske Småøer, Dorthe Winther.