Stjernespækket gade skal genoplive handlen
15 Hollywood-sten på Horsens' nye 'Street of Fame' skal være med til at gøre handelsgaden mere attraktiv for besøgende.
Der er tomme butikslokaler i de fleste byer i Østjylland. Også gaden Graven i Horsens oplever tomme butikslokaler.
Derfor indgår Gavens butikker, ejendomsejere og kommunen i et samarbejde i forsøget på at redde Graven.
Det såkaldte BID-samarbejde, der står for Business Improvement Districts, skal være med til at skabe en mere levende og attraktiv handelsgade. Samtidig trængte gaden også til en kærlig hånd.
Nu er de kommet med et nyt tiltag.
Hollywood-stjerner
Horsens har gennem mange år været kendt for at tiltrække verdenskendte stjerner. AC/DC, Rolling Stones og Madonna er bare nogle af dem, der har lagt vejen forbi byen.
Nu får de en Hollywood-stjerne på Graven.
Torsdag blev 15 Hollywood-sten afsløret på Horsens nye 'Street of Fame'. Stjerner som AC/DC og Madonna, der har optrådt i byen, bliver hyldet i bedste Hollywood-stil.
- Vi har haft mange store verdensnavne igennem koncertrækken her i Horsens. Hvornår var det nu, det var, og hvor var det, de spillede henne? Det er en lille quiz, man kan lave, mens man går op og ned ad gaden her, siger Claus Visbye, der er direktør for Horsens & Friends.
Graven får en kærlig hånd
En anden del af samarbejdet er en fælles gadepedel, der står for at holde gaden ren. Samtidig er der opsat blomsterkummer, mens en lyskæde oplyser hele gaden.
En af dem, der er med i BID-samarbejdet, er Thomas Schou. Han ejer to barer i gaden og betaler gerne til en pedel og er generelt glad for at være en del af et BID-samarbejde.
- Vi er jo en gade, hvor der er både dags- og natbutikker. Selvom jeg enemand besluttede, at jeg ville feje foran min forretning, så er det ikke sikkert, at naboen vil. Jeg synes, at det er fedt, at det er bare en fælles ting, siger Thomas Schou.