Vognen er for grim: Kommune vil tvangsflytte pølsemand
De mener, at hans pølsevogn er for grim. I stedet kan han leje en arkitekttegnet en til en million kroner. Men det vil han ikke
- Jeg synes, det er tudetosset at bruge en million kroner på en arkitekttegnet pølsevogn, når han bare gerne vil beholde sin egen, siger byrådsmedlem i Horsens Michael Nedersøe (DF) om kommunes planer om at tvinge pølsemand Tong Nguyens ud af sin pølsevogn for enden af Søndergade i byen.
I stedet skal han flytte tolv meter hen til en arkitekttegnet pølsevogn til en million kroner.
Den kan han så få lov til at leje. Men det vil han ikke.
Han vil bare gerne eje sin egen pølsevogn som alle andre pølsemænd i byen, og han vil ikke flytte fra sin egen vogn.
- Jeg vil gerne shine den op, så den passer ind i bybilledet, det vil jeg gerne, hvis bare jeg kan få lov til at eje den stadigvæk, siger han fredag til TV SYD.
Sagen med tilbage på rådhuset
Der var tre politikere fra Horsens Byråd på besøg for at se på sagerne med deres egne øjne. Nu vil de tage sagen med tilbage til rådhuset.
Del af renovering
Ifølge Horsens Folkeblad ser Esben Hedeager (K) gerne, at kommunen sparer pengene til en ny pavillon, hvis det kan lade sig gøre, mens Niels Peter Bøgballe (S) anerkender, at situationen er træls for Tong Nguyen.
Men den socialdemokratiske byrådspolitiker afgav ingen løfter om, at det kan blive aktuelt, at han kan beholde sin pølsevogn.
Tvangsflytningen af pølsemand Tong Nguyen og hans pølsevogn er en del af en 60 millioner kroner dyr renovering af gademiljøet i Horsens.
I videoen nedenfor kan du se de tre politikeres besøg hos Tong Nguyen: