Årets første meteorologiske forårsdag er i hus

Den kom over to uger senere end gennemsnitsdatoen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Rapsmarker ved Elev i det nordlige Aarhus. Foto: Palle Herløv, TV2 Østjylland
Af Jonas Damsbo
I samarbejde med tv2.dk

Forårsvarmen er i dén grad kommet til landet, og lørdag eftermiddag passerede termometret for første gang i år 15 grader.

Timet og tilrettelagt vil nogle måske mene, da det falder oveni, at mange holder påskeferie.

De 15 graders varme giver ikke bare årets hidtil varmeste dag, men også årets første meteorologiske forårsdag.

Lunt og solrigt forårsvejr i det meste af landet

Forårsdagen kom i hus, da termometret ved Landbohøjskolen i København klokken 14.20 viste 15,1 grader.

Men det er ikke kun på Landbohøjskolen, at forårsvejret viser sig fra sin bedste side påskelørdag.

Generelt er det en lun og solrig eftermiddag i stort set hele landet med eftermiddagstemperaturer på mellem 11 og 15 graders varme.

Resten af eftermiddagen kan temperaturen endda stadig nå at stige en smule, og flere stationer kan dermed fortsat nå 15 grader.

Kun langs kysterne er der fortsat encifrede temperaturer.

Dermed overgår temperaturen de 14,5 grader fra 19. marts, der indtil nu var årets varmeste dag.

Maksimumtemperaturer lørdag 8. april klokken 14.20. / Foto: TV2 Vejret

Over to uger senere end gennemsnittet

I et forsøg på at finde ud af, hvornår det vejrmæssigt egentlig er forår, valgte TV 2 Vejret i 2022 at indføre begrebet forårsdag.

En forårsdag er defineret som den første dag på året, hvor temperaturen når 15 grader eller derover.

- Vi har en tradition på TV 2 Vejret for at bruge definitioner på specielt vejr. Vi bruger i forvejen blandt andet meteorologiske sommerdage, badedage og løvfaldssommer. Det er pejlemærker for vejret og giver os endnu et redskab til både formidling og at se ændringer i vejr og klima, lød forklaringen fra Peter Tanev, redaktionschef på TV 2 Vejret.

Sidste år nåede vi 15 grader første gang 22. marts, hvilket ifølge gennemsnittet fra det seneste årti, 2011 til 2020, var meget normalt.

I denne periode er gennemsnitsdatoen for første meteorologiske forårsdag nemlig 24. marts.

Dermed er den første forårsdag i 2023 faldet over to uger senere end normalt.

For to år siden passerede vi allerede 15 grader 22. februar. Så tidligt er det aldrig sket før i de knap 150 år, der er målt temperaturer hos DMI.

Den første meteorologiske forårsdag...

... er den dag, hvor temperaturen første gang når 15 grader eller derover. Den er faldet på følgende datoer de seneste år:

  • 2023: 8. april

  • 2022: 22. marts

  • 2021: 22. februar

  • 2020: 5. april

  • 2019: 26. februar

  • 2018: 3. april

  • 2017: 27. marts

  • 2016: 27. marts

  • 2015: 8. april

  • 2014: 8. marts

  • 2013: 14. april

  • 2012: 29. februar

  • 2011: 22. marts

  • 2010: 25. marts

  • 2009: 3. april

  • 2008: 30. marts

  • 2007: 11. marts

  • 2006: 16. april

Kilde: DMI.

Gennemsnitsdatoen for første forårsdag er 24. marts. / Foto: TV2 Vejret

Snart 20 grader?

Efter de 15 grader er nået, kan vi nu se frem imod næste pejlemærke, der er 20 grader eller derover.

Når temperaturen kommer op i det leje, føles det for mange danskere helt sommerligt.

Ifølge statistikkerne for perioden 2011 til 2020 er den gennemsnitlige første dag med 20 grader 10. april.

Det er allerede 2. påskedag. Et kig i prognoserne afslører dog, at vi må vente lidt længere tid.

Fra mandag slår vejret nemlig om, og vi ser ind i en periode med noget køligere vejr over Danmark.

Men ved næste varmeperioder er der sandsynlighed for, at de 20 grader måske kan passeres.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her