Alle rejsevenner mistede livet: Laura var eneste overlevende

Det, der skulle have været en hyggelig udflugt til et jungle-område i Venezuela, endte i maj 2016 i en voldsom ulykke, da en jeep med unge sprogstuderende kolliderede med en lastbil.

I jeepen sad blandt andre den dengang 23-årige Laura Hansen, som på egen hånd var rejst til Sydamerika for at lære spansk og opleve kulturen i blandt andet Brasilien, Venezuela og Peru.

Men på et splitsekund var eventyret forbi, og den unge, østjyske kvinde var for resten af livet efterladt med et traumatisk minde og en fremtid som fysisk handicappet.

Laura Hansen er først nu klar til at fortælle om ulykken og konsekvenserne af den. Det gør hun i sæsonpremieren på 'Holder Danmark i live' mandag på TV2. 

Rejste ud efter studiepause
I foråret 2016 havde Laura Hansen netop afsluttet sin bachelor i uddannelsesvidenskab på Aarhus Universitet, da hun besluttede sig for at holde en pause fra studierne og tage ud i verden.

- Jeg har altid været rejselysten. Så jeg fandt på at tage på en tre måneders sprogrejse til Sydamerika for at blive bedre til spansk, som jeg havde haft i gymnasiet og syntes var et flot sprog, siger den nu 24-årige Laura Hansen til TV 2.

I stedet for at købe en færdigpakket sprogrejse, valgte Laura at tilrettelægge sit eget forløb, hvor hun først skulle tilbringe en måned i Brasilien, derefter lidt over en måned i Venezuela og til sidst tage på omkring tre ugers rundrejse i Peru og Bolivia.

Kom tæt på andre unge i sprog-camp
I Venezuela koblede Laura sig på et kombineret velgørenhedsprojekt og sprogkursus under den private organisation Jakera, der arrangerer ophold for unge fra hele verden.

Her blev hun en del af en gruppe unge fra blandt andet Tyskland, Holland, Østrig og Danmark.

- Jeg kom virkelig tæt på de andre unge i min gruppe. Vi var sammen i døgndrift og oplevede en hel masse i fællesskab, fortæller Laura Hansen, som nåede at tilbringe næsten en måned i Jakera-campen, hvor hun blandt andet rappellede ned ad stejle klippeskrænter og sejlede i kajak på rivende floder.

Sov under ulykken
Tidligt om morgenen søndag den 29. maj gjorde Laura sig sammen med fire andre unge og to guider fra Jakera-campen klar til at tage på en uges udflugt til Orinoco-deltaet i det nordøstlige Venezuela. Med sig havde de to lokale chauffører, som på skift skulle stå for kørslen af jeepen.

- Jeg kan huske, at vi om morgenen pakker bilen, og at vi kører afsted. Vi sidder over for hinanden på to lange sæder, der er placeret i hver sin side af jeepen (på langs af køreretningen, red.). Fire på det ene sæde og tre på det andet. Jeg sidder på den yderste plads ved bagdørene, forklarer Laura Hansen og fortsætter.

- I starten sidder vi og snakker. Men så kommer vi nok frem til, at vi er lidt trætte, og at det er tidligt på morgenen. Så vi lægger os til at sove alle sammen. Og så husker jeg ikke mere, før jeg ligger på hospitalet hjemme i Aarhus, fortæller hun.

Torpederet af modkørende lastbil
Selv om Laura intet husker fra ulykken, har hun siden fået fortalt, hvad der formentlig skete den skæbnesvangre maj-dag, hvor 10 mennesker på et splitsekund mistede livet.

Ifølge politiets rekonstruktion skete der det, at chaufføren i jeepen med de unge sprogrejsende ramte en ujævnhed i vejen, så et af forhjulene røg ned i grøften. Men i forsøget på at rette køretøjet op igen har chaufføren formentlig trukket lidt for hårdt i rattet, så jeepen er væltet ned på siden i den modsatte kørebane. I samme sekund blev den torpederet af en modkørende lastbil og mast.

Alle – altså, Lauras fire unge rejsekammerater fra Tyskland og Holland, to Jakera-guider, to chauffører samt to personer i lastbilens førerhus – blev dræbt. På nær Laura.

- Jeg tror, at grunden til, at jeg overlevede, er, at jeg formentlig er røget ud af jeepen, før den blev påkørt. Jeg sad jo tættest på bagdøren, så jeg går ud fra, at jeg er røget ud der. Jeg havde brækket begge underhænder, så jeg har nok taget fra med armene, mener Laura.

Hun kan ikke selv huske, at hun har talt med nogen umiddelbart efter ulykken. Men tilsyneladende har hun talt med en kvinde, som var den første, der ankom til ulykkesstedet.

- Kvinden har siddet med mig og holdt mig i skødet, mens hun ringede efter ambulancen. Hun har siden fortalt, at hun havde kontakt med mig. Så jeg har åbenbart været lidt ved bevidsthed, uden at jeg kan huske det, fortæller Laura Hansen.

Forældre vækket midt om natten
Femten timer efter ulykken i Venezuela ligger Lauras forældre og sover trygt i hjemmet på Syddjurs. De er stadig intetanende om, hvad der er sket deres datter morgenen forinden.

- Klokken cirka to om natten rumsterer det ude på vores terrasse. Og så er der nogen, der banker på døren. Jeg går ud, og så siger de: Det er politiet. Så spørger de, om jeg har en datter, der hedder Laura. ”Ja, det har jeg. Hun er i Venezuela”, svarer jeg. ”Ja, hun har været ude for en ulykke!”, siger de.

Lauras mor, Ulla Hansen, er stadig tydeligt påvirket, da hun et halvt år senere taler om den chokerende oplevelse i 'Holder Danmark i live', og hun fortsætter.

- Og så går det lidt i sort det hele. Det er alle forældres værste mareridt, og hun er langt væk. Rigtig, rigtig langt væk, konstaterer hun med tårer i øjenkrogene.

Efter at have tjekket forsikringen og undersøgt, om hospitalet, som Laura var indlagt på, nu også var et ordentligt sted med hygiejniske forhold og kompetent personale, tog Lauras forældre hurtigt afsted til Venezuela for at hente deres datter hjem til Danmark.

- Jeg har forestillet mig alt på hele vejen derovre, og alligevel er det rigtig hårdt at se hende. Men selvfølgelig også samtidig dejligt, at hun ER altså i live, konstaterer Lauras mor i programmet.

Alvorlige indre og ydre kvæstelser
Selv om Laura Hansen slap fra den tragiske trafikulykke med livet i behold, var hun alvorligt skadet af både indre og ydre kvæstelser. Mens hun lå på privathospitalet i Venezuela, blev hun opereret flere gange.

- Jeg havde rigtig mange indre skader. Der var huller på min lever, min ene lunge var punkteret, og en af mine nyrer var ødelagt. Jeg har et stort ar gennem maven fra operationerne. Men jeg har ikke registreret noget, og det var jo i orden, da jeg kom til mig selv igen.

Udover de mange indre skader gik ulykken særligt hårdt ud over Lauras højre ben, som var helt knust ved knæet. Skaden var så omfattende, at den krævede yderligere behandling af specialister.

Efter 10 dage på hospitalet i Venezuela blev Laura fløjet hjem til Danmark i en specialflyver med to læger og en masse iltflasker ombord, og hun blev efterfølgende indlagt på universitetshospitalet i Aarhus.

Kunne bevæge tæerne på højre fod
Allerede kort efter at Laura var ankommet til intensivafdelingen på Aarhus Universitetshospital, fik hendes forældre besked om, at det måske ville blive nødvendigt at amputere hendes højre ben. Men da det udelukkende skulle være Lauras egen beslutning, ville man vente og se tiden an, indtil hun var klar nok til at træffe et valg.

- Mit knæ var helt smadret, og der var et stort hul midt på benet, et stort sår dér, hvor knæet skulle være. På hospitalet satte de sådan en svamp, som kaldes en ”vac” ind i såret, så den kunne suge bakterierne til sig og hindre, at der gik infektion i det. Den blev skiftet to gange om ugen ved en operation, og det var smertefuldt bagefter, fortæller Laura.

Fordi Lauras tilfælde var så kompliceret, blev der sat mange læger på sagen. Fire overlæger, deriblandt en amputationslæge og en rekonstruktionslæge, undersøgte Laura og holdt møder om, hvad de skulle råde hende til.

- I den første tid brugte lægerne meget tid på at undersøge, om de kunne redde benet og få det til at fungere igen. Jeg kunne godt bevæge tæerne på min højre fod, så jeg syntes jo, at det fungerede, selv om jeg ikke kunne styre midterbenet. Jeg havde også normal følelse i det nederste af mit ben og i låret.

En svær beslutning
Netop fordi Laura havde en fornemmelse af, at foden og underbenet faktisk fungerede, håbede hun til at begynde med, at det kunne være muligt at redde benet. 

- Jeg overvejede at få et kunstigt knæ sat ind. Men lægerne vurderede, at det ikke ville være nogen hjælp. Det var simpelthen for ødelagt i det område til, at de kunne sætte det ind. Men det var jo min beslutning, så hvis jeg valgte at beholde benet, ville de gøre alt, hvad de kunne for at redde det. Jeg skulle så bare forvente, at mit ben ville være stift og kortere, at mit knæ ikke ville fungere, og at der ville være mange ulemper ved det.

- Jeg syntes selvfølgelig, at det var en meget svær beslutning at skulle tage, om jeg ville amputeres eller ej. Jeg syntes, det var rigtig uretfærdigt, og jeg var meget ked af det.

Tog hjem i vante omgivelser
For at være sikker på, at beslutningen ikke blev forhastet, rådede amputationslægen Laura til at tage hjem til sine forældre, så hun kunne overveje sagen i vante omgivelser i stedet for på hospitalet.

- Amputationslægen var rigtig god. Han havde givet mig en bog, så jeg kunne læse om dét at være nyamputeret. Så jeg havde mulighed for at forberede mig mentalt på, at det måske var det, der skulle ske.

- Hjemme hos mine forældre drak vi te og slappede af, og så traf jeg min beslutning. Da jeg kom tilbage på hospitalet, sagde jeg, at jeg ville amputeres. Det var vist en torsdag eller fredag, og så sagde amputationslægen: Fint, vi gør det på mandag. Så det gik meget hurtigt, fra jeg tog beslutningen og til, at den blev udført.

Lettelse og fremgang
Da først beslutningen om en lårbensamputation var truffet, og operationen var veloverstået, gik det fremad for Laura.

- Så snart jeg fik benet sat af, gik alting meget bedre. Mine infektionstal faldt helt vildt, fordi der hele tiden har været en del betændelse i området omkring knæet, og det forsvandt jo, da benet var væk.

- Selvfølgelig havde jeg rigtig ondt, efter at jeg var blevet amputeret, fordi det er et stort indgreb. Men det var en anden form for smerter, end dem jeg havde haft før. Det var ikke indre smerter, men smerter, der skyldtes, at de havde skåret benet af og syet mig sammen.

Rent mentalt var Laura også ret afklaret med situationen.

- Min tilgang har hele tiden været, at jeg jo ikke kan lave om på noget. Så derfor er der ingen grund til at bruge tid på at tænke: Hvad nu hvis dit, eller hvad nu hvis dat? Det er mindre vigtigt for mig nu.

Flyttede hjem til mor og far
Gennem to måneder var Laura Hansen indlagt, først på intensiv- og derefter ortopædafdelingen på Aarhus Universitetshospital. I den periode begyndte hun så småt på genoptræning med hjælp fra en fysioterapeut. Hver dag lavede hun lidt øvelser på sengekanten, indtil hun så småt kunne rejse sig på sit venstre ben.

Fra at have været en meget selvstændig pige, der var vant til at klare alting selv og boede på femte sal i Aarhus midtby, var hun nu afhængig af kørestol og krykker. Så da hun blev udskrevet fra hospitalet, måtte hun flytte hjem til sine forældre for at kunne få den nødvendige hjælp.

- Det har været lidt af en udfordring at skulle flytte hjem igen. Det må man sige. Men jeg synes samtidig, det har været rigtig fint og rart for mig at kunne få den hjælp. Nogle gange har vi været lidt irriterede på hinanden. Det kan nok ikke undgås, siger Laura med hentydning til sin mor, som tog orlov i et halvt år fra sit job som leder af en vuggestue, børnehave og SFO for at passe sin datter.

Har stadig kontakt med forældrene til to af de omkomne
Noget af det, der har været sværest for Laura Hansen ved at være den eneste overlevende efter trafikulykken i Venezuela, er, at hun nu sidder alene tilbage med følelsen af, hvor uretfærdigt det er, at de andre skulle miste livet.

- I starten skete det rigtig tit, at jeg blev meget ked af det i længere tid, når jeg tænkte på ulykken og de mennesker, som jeg har mistet. Det sker stadigvæk nogle gange, men nu er det blevet lidt nemmere for mig at komme ud af det igen. For det hjælper jo ikke rigtig noget, at jeg dvæler ved det, siger Laura, som dog fortsat er tilknyttet en krisepsykolog, så hun kan tale om de svære tanker, der indimellem dukker op.

Hun har også stadig kontakt til forældrene til to af de omkomne unge, en pige og en dreng fra Holland, som hun havde et særligt tæt forhold til under opholdet i Venezuela.

De hollandske unge kendte ikke hinanden på forhånd, men deres forældre henvendte sig uafhængigt af hinanden til Lauras forældre efter ulykken, mens Laura selv lå på hospitalet og intet kunne huske. Og da hun var frisk nok til det, overtog hun dialogen med dem.

- Pigen var en af dem, jeg kom rigtig, rigtig tæt på. Selv om jeg egentlig var tæt på dem alle. Men forældrene har i hvert fald fundet en styrke, en kraft i mig. Ved at jeg ligesom overlevede, siger hun eftertænksomt og fortsætter.

- Jeg har kunnet fortælle dem om deres børns sidste tid, hvordan jeg har oplevet dem, og hvad jeg har lavet med dem. Det, tror jeg helt sikkert, har hjulpet dem på vej på nogle punkter, lyder det fra den stærke, danske pige.

Øverst på siden kan du se et klip fra mandagens program 'Holder Danmark i live'.

EKSTRA: Her kan du se, hvordan det er gået Laura Hansen, efter at hun har fået sin benprotese.