Begge familier har fået nok: Else og Niels flyttes efter plejehjemssvigt

Det er i dag næsten et år siden, at TV 2 opsatte skjulte kameraer i plejehjemsbeboerne Else Marie Larsen og Niels Nielsens private stuer.

Optagelserne fra henholdsvis Kongsgården i Aarhus og Huset Nyvang i Randers blev vist torsdag aften i dokumentaren 'Plejehjemmene bag facaden', hvor seerne fik et unikt indblik i de to demensramte beboeres dagligdag.

I løbet af de 16 dage, hvor kameraerne rullede, var der eksempler på flere kritisable forhold, som af førende eksperter inden for ældrepleje beskrives som både "umenneskelige", "sundhedsskadelige" og i det værste tilfælde som "magtanvendelse".

Både 90-årige Else og 91-årige Niels bor begge stadig på plejehjem i dag. Dog har deres familier valgt at tage drastiske tiltag, efter de så optagelserne.

Familien har oplevet en ny Else

Else Marie Larsens familie valgte i slutningen maj i år at flytte hende til et andet plejehjem i Aarhus Kommune.

Efter bare tre dage det nye sted kunne Elses barnebarn og værge Charlotte Ahm se, at Elses humør ændrede sig til det bedre. Og halvanden måned efter er der sket en markant forskel.

Inden Else Marie Larsen blev syg med demens var hun en kvinde, som var glad for at have gæster, og hun bød tit venner og bekendte til selskaber, fortæller barnebarnet. Derfor føler de, at de pludselig kan genkende hende lidt igen.

- Det er blevet meget nemmere at føre en samtale med hende, fordi hun er blevet mere sammenhængende og udadvendt. Hun sidder ikke længere og sumper hen eller bliver vred, som vi godt kunne opleve før. Det er en klar forbedring, siger Charlotte Ahm, som også selv er uddannet social- og sundhedshjælper.

Familien: Kongsgården har haft indflydelse på Elses adfærd

I løbet af Else Marie Larsens tre år på Kongsgården nåede hendes familie at henvende sig mere end 30 gange på grund af bekymring over deres mors trivsel, og TV 2s optagelser blev dråben for dem.

Især episoden, hvor Else hejses op i sin lift og tydeligt siger ”av av av”, går dem på, fordi de var blevet lovet, at Else ikke ville blive hejst op i længere tid.

I sin tid på Kongsgården skete det sommetider, at Else Marie Larsen brød i gråd, så snart hendes familie kom ind ad døren. Hun kunne også finde på at være udadreagerende og slå ud efter plejere eller skælde ud. Især når hun skulle op i sengen via sin lift.

Nu mødes Charlotte Ahm af et smil, og det nye sted har de ikke oplevet den ubehagelige side af Else.

- Man forstår jo godt, hvorfor hun har gjort det tidligere. Det var som om, at der var en masse frustration, der havde bygget sig op, som fik afløb, når vi var der, siger Charlotte Ahm.

Else Marie Larsen kan stadig godt blive ked af det, når familien forlader hende igen, men de har en helt anden fornemmelse omkring det nye plejehjem end med Kongsgården.

Her føler de, at de kender personalet, at der er hjemligt, og at personalet ”gider de demente mennesker”, udtrykker Charlotte Ahm.

- Vi har det godt med, at vi kan se, at hun er et sted med mere omsorg og nærvær, siger barnebarnet.

Familien har fået nok: Nu skal Niels flyttes

Niels Nielsens familie valgte at give plejehjemmet en ekstra chance på trods af de forhold, de så på optagelserne i ’Plejehjemmene bag facaden’.

Ifølge Niels Nielsens datter Iben Jensen har hun og hendes tre søskende løbende haft troen på, at det kunne blive bedre, og de har været i dialog med Huset Nyvangs personale og ledere omkring deres fars behov. Men de har ikke personligt set en ændring.

- Vi var bange for, at han ville blive dårligere af at skulle vænne sig til et helt nyt sted i sin høje alder. Så da vi så optagelserne, tænkte vi: ”Det må bare ikke blive værre”, siger Iben Jensen, som også er uddannet social- og sundhedsassistent.

Nu har familien dog besluttet, at det er tid. De er gået på udkig efter et nyt sted, Niels Nielsen kan bo.

- Når vi er på besøg, kan vi mærke, at han er utryg. Han sidder ofte alene på sin stue og ryster på hovedet og siger "nej nej nej nej nej", når vi kommer. Hvis han har været sammen med os i et stykke tid, stopper det.

Hun har flere gange den seneste måned oplevet, at hendes far går rundt i sko, som ikke er hans egne, og at der står gamle rugbrødsmadder på Niels Nielsens stue, som er ”helt krøllede og indtørrede”.

- Vi er bekymrede for, om han får noget at spise. Vi ved godt, at han kan være afvisende, det kan han også være over for os. Men det hjælper, når vi viser ham tålmodighed og guider ham. Giver vi ham gaffel og kniv i hånden, så er det lidt ligesom en refleks, at han begynder at spise, siger Iben Jensen.

Denne uge lå hans tilkaldearmbånd desuden på hans sengebord, da familien kom. Det kan betyde, at personalet ikke alarmeres, hvis han går fra Huset Nyvang.

Der skal tålmodighed og kontinuitet til

Iben Jensen besøger sin far mellem to og tre gange ugentligt. Det samme gør hendes tre andre søskende, som også tager Niels Nielsen med på køreture eller andre familieaktiviteter sammen.

Datteren understreger, at hun ikke tror, at det er personalets skyld, at det står sådan til på Huset Nyvang.

Hun ser problemet som mere strukturelt, og at det bunder i, at der er stor udskiftning i personalegruppen. Derfor kan der ikke skabes en ordentlig relation og viden om hver enkelt beboer.

Som pårørende kender hun ikke nogen af plejerne, og der er forskellige på arbejde hver dag. Hun tror, at det gør en stor forskel for hendes far.

- Det er komplekse problemer, han har. Men han er ikke så dårlig, at han ikke kan modtage hjælp, siger Iben Jensen.

Når familien er på tur med ham, kan han nyde musik og også tale om konkrete ting, hvis de tager det helt langsomt.

Iben Jensen oplever også, at han nemt bliver rørt, når de holder ham i hånden.

- Så snart vi kommer tilbage til Huset Nyvang, så bliver han helt stiv. Han tror ikke, han har været der før og kan ikke genkende bygningerne.

Deres forhåbninger til et nyt hjem til Niels Nielsen er, at der er færre beboere og mindre udskiftning i personalegruppen, så han og plejerne kan opbygge en tryg relation.