Bliver revet væk: Man skal være heldig for at få fingre i en selvtest inden jul
Myndighederne opfordrer til corona-selvtest - men det bliver svært at opdrive en en test i dagene op til julen, oplyser forhandlere til TV 2.
Hvis man gerne vil testes, inden man sætter sig til bords med familien juleaften, må man hellere væbne sig med tålmodighed og stille sig i kø til en kviktest på et testcenter.
For meget tyder på, at det bliver vanskeligt at få fingrene i en corona-selvtest til hjemmebrug inden julen. Det oplyser flere store kæder til TV 2.
Dansk Apotekerforening fortæller til TV 2, at man skal være "heldig", hvis man finder en coronatest på sit lokale apotek.
- Apotekerne landet over får løbende mindre leverancer af hjemmetest, men de bliver hurtigt revet væk, for efterspørgslen er stor. Så man skal nok være heldig for at finde et sted, der har dem, siger Birthe Søndergaard, sundhedsfaglig direktør i Danmarks Apotekerforening i et skriftligt svar.
Kommunikationsdirektør Henrik Vinther Olesen fra Salling Group, der står bag supermarkedskæderne Bilka, Føtex og Netto, oplyser til TV 2, at de har bestilt leverancer af selvtest, men at de ikke kommer til at komme frem til butikkerne "på denne side af juledagene".
Det samme gør sig gældende for Coop Danmark, der har et større parti selvtests på vej, som forventes at komme på hylderne i Coops butikker mellem jul og nytår. Det oplyser kommunikationschef i Coop Lars Aarup til TV 2.
90.000 test op til jul
Hos Matas regner man med at kunne få 90.000 selvtests på lager inden juleaften fredag.
Kommunikationschef Klaus Fridorf fortæller til TV 2, at Matas allerede tirsdag har fået en leverance på 20.000 tests hjem, hvoraf størstedelen er sat til salg online, mens en mindre del er kørt ud i butikkerne. Med forbehold for "juleflaskehalse" i forbindelse med transport, regner man med at komme op på 90.000 i de kommende dage.
Men ifølge Klaus Fridorf er der "run på" salget af selvtests. En leverance på 30.000 selvtests i sidste uge blev udsolgt på under otte timer.
Administrerende direktør for butikskæden Normal Torben Mouritsen fortæller til TV 2, at man fik et større parti selvtests ud i butikkerne tirsdag, men at salget går "helt enormt stærkt" i alle kædens butikker.
Torben Mouritsen vil derfor ikke komme med nogen garantier om leverancer i dagene op til jul.
- Vi vil ikke love noget, fordi efterspørgslen er så enorm. Men vi gør alt, hvad vi kan for at få flere tests hjem, siger han til TV 2.
Eksperter og myndigheder opfordrer til selvtests
Både myndigheder og eksperter har i den seneste tid anbefalet at flere benytter sig af kvik- og selvtests for at lette presset på landets PCR-teststeder.
Mandag meldte Styrelsen for Forsyningssikkerhed ud, at man ændrede i PCR-testssystemet, således at man nu kun kan bestille tid til test en uge frem i tiden.
I samme ombæring fastslog styrelsen, at man kun skal lade sig PCR-teste, hvis man har symptomer, er nærkontakt eller er testet positiv med hurtigtest eller selvtest. Falder man ikke i den kategori, bør man nøjes med kvik- eller selvtest, lød opfordringen.
Samme budskab kom fra Anne-Marie Vangsted, der er direktør for Testcenter Danmark.
- Jeg forstår godt, at nogle vil have PCR-test, fordi der har været meget kommunikation om, at det er den sikreste test. Men det behøver man ikke, hvis man skal til et arrangement. Der vil en hurtigtest eller en hjemmetest være tilstrækkelig, sagde Anne-Marie Vangsted mandag til Ritzau.