Rekordhøj smitte: - Det må gå, som det går

Cirka en måned efter at coronavarianten omikron første gang blev registreret i Danmark, er den nu dominerende.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Arkivfoto. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af Steffen Neupert og Emma Bjerg Nielsen
I samarbejde med tv2.dk

13.558 danskere er gennem det seneste døgn blevet testet positive for coronavirus.

Det er endnu en gang det højeste daglige smittetal i Danmark. Det skriver Magnus Heunicke (S) på Twitter.

Det må gå, som det går, hen over jul og nytår.
Eskild Petersen, professor emeritus i infektionssygdomme

SSI vurderer, at omikron nu er den dominerende variant i Danmark. Og epidemien er fortsat i vækst.

Ifølge Magnus Heunicke er kontakttallet nemlig tirsdag på 1,2. Det svarer til, at 10 smittede danskere giver virussen videre til 12 andre.

17 har mistet livet

Ifølge Eskild Petersen, der er professor emeritus i infektionssygdomme ved Aarhus Universitet, må vi indse, at Omikron-varianten nu er vidt udbredt i samfundet.

- Vi har fået de restriktioner, vi har fået, og der er lavet en plan for åbning af skolerne. Jeg kan ikke se, hvad man ellers skulle gøre for at bremse yderligere. Det må gå, som det går, hen over jul og nytår, siger han til Ritzau.

Siden mandag har 17 smittede danskere mistet livet, viser tal fra SSI.

Samtidig er antallet af indlagte på intensiv steget med én til 67, mens antallet tilkoblet en respirator stiger med to.

Samlet set er antallet af indlagte faldet med 27 personer. I alt er tallet dermed nede på 554.

Positiv-procent nærmer sig seks

De 13.558 nye tilfælde er fundet blandt 243.077 PCR-prøver, hvor man podes i svælget.

Det betyder, at 5,58 procent af PCR-prøverne har vist positiv for covid-19.

Siden mandag er 123.849 borgere blevet revaccineret. 2.161.840 danskere har i alt fået tredje stik med en vaccine mod covid-19. Det svarer til 36,8 procent af befolkningen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her