Danmark har tusindvis af tests klar - men patienterne melder sig ikke

Selv om det lige nu kniber med at finde patienter at teste, er målet endnu højere end de 5000, der er ambitionen nu.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Coronamaskine til at teste for coronavirus. Foto: Roche
Af Astrid Helmer Mørck og Camilla Therkelsen
I samarbejde med tv2.dk

I fredags satte Sundhedsstyrelsen som ambition, at 5000 danskere skulle coronatestes dagligt. Og selv om der nu både er testkits og kapacitet nok til at komme op på det tal, mangler én ting:

Patienterne.

- Som det er nu, så kan vi til fulde efterkomme de retningslinjer for tests, som Sundhedsstyrelsen har stillet op, siger Per Jørgensen, vicedirektør for Rigshospitalet og formand for Danske Regioners task force for testudstyr.

Per Jørgensen vurderer, at som det ser ud nu, er der plads til mellem 500 og 600 flere daglige tests alene på Rigshospitalet og 2500 på landsplan. Efterspørgslen lå i mandags lå på 3200 test.

For at få et retvisende billede af, hvor meget ledig kapacitet der reelt er, mener Per Jørgensen, at vi skal nå til slutningen af ugen.

 

Fem kriterier

I dag er det kun patienter, der opfylder mindst et af fem kriterier, som er berettiget til en coronatest:

  1. Dem, der er så syge, at de bliver indlagt.

  2. Sårbare og udsatte, dem med kroniske lidelser eller beboere på institutioner.

  3. Beboere på plejehjem.

  4. Sundhedspersonale eller folk med job i andre samfundskritiske funktioner, som gerne skal raskmeldes, så de kan vende tilbage til job.

  5. Fødende kvinder og nyfødte børn med symptomer, der giver mistanke om covid-19.

De fem kriterier skal løbende tilpasses, så flere patienter kan blive testet, lyder det fra Anders Beich, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin og repræsentant for de praktiserende læger.

- I fremtiden skal vi teste flere, som har mindre symptomer uden at være helt raske, siger Anders Beich og henviser til regeringens ambition om gradvist at åbne landet op efter påske.

Men allerede i denne uge vil de fire kriterier blive lavet om, fortæller Anders Beich.

Det er fornuftigt, mener Venstres sundhedsordfører Martin Geertsen, der har en opfordring til Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og regionerne.

- Overstiger kapaciteten teststrategien, så synes jeg, at vi skal få lavet om i strategien, så vi rent faktisk kan teste flere mennesker, siger Martin Geertsen.

Målet er endnu flere tests

Selv om det lige nu kniber med at finde patienter at teste, er ambitionerne er endnu højere end 5000.

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, luftede sidste uge, at han gerne ser 10.000 daglige danske tests.

Det mål er ikke urealistisk, lyder det fra Danske Regioner. Blandt andet fordi Novo Nordisk har lagt laboratoriekapacitet til, så endnu flere danskere kan testes, at der snart kommer nyt testudstyr til landet, og at Seruminstituttet er i gang med at teste den såkaldte kogemetode, der kan øge kapaciteten.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og Sundhedsstyrelsen har ikke ønsket at stille op til interview om sagen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her