Håndboldspillere ramt af corona: Storkamp udsat
Coronavirus har ramt flere BSH-spillere. Derfor er kampen mod Skjern blevet rykket.
Fuld spillerunde er en tradition i dansk håndbold.
Men som med så mange andre ting bliver det ikke, som det plejer i år.
Kampen mellem Skjern og Bjerringbro-Silkeborg er nemlig blevet udsat. Det skyldes coronasmitte i BSH-lejren. Opgøret skulle have fundet sted tirsdag aften.
I sidste uge meldte holdet fra Silkeborg om to smittede, men nu er der altså kommet flere til, skriver klubben på sin hjemmeside.
TV 2 SPORT har været i kontakt med BSH, som, af hensyn til GDPR-reglerne, ikke ønsker at oplyse, hvor mange spillere der er tale om.
- Alle har det godt, så det handler bare om at få dem klar igen. Det er fint at se, at testsystemet virker, så smittekæderne kan stoppes, er meldingen fra Jesper Schou, der er direktør i Bjerringbro-Silkeborg.
Mindst fem er ramt
Ifølge den protokol, som klubberne har været med til at vedtage, kræver det dog mindst fem smittetilfælde på et hold, før en kamp kan udsættes. Klubben bekræfter da også, at der er tale om minimum fem af slagsen.
Kampen spilles i stedet i februar eller marts næste år. Det endelig spilletidspunkt vil først blive lagt fast i starten af 2021.
- Umiddelbart tænker jeg ikke, at det er så dumt, at pausen kommer her i januar, så der kan komme styr på tingene, siger Jesper Schou med henvisning til det VM i herrehåndbold, som spilles i årets første måned.
Klubben har ikke trænet, siden de blev bekendt med smitten.
Bjerringbro-Silkeborg ligger på en øjeblikkelig fjerdeplads, mens Skjern indtager ligaens sjetteplads.