Dronning Margrethe aflyser stor fejring af rund fødselsdag

Dronningens besøg i Aarhus samt på Anholt til sommer er dog foreløbig ikke i fare.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dronning Margrethe må aflyse sin fødselsdagsfejring. Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Ritzau Scanpix
Af Christian Krabbe Barfoed og Karsten Smed
I samarbejde med tv2.dk

Dronning Margrethe har besluttet, at alle Kongehusets planlagte aktiviteter og begivenheder i forbindelse med dronningens kommende 80-årsfødselsdag i april aflyses.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Kongehuset.

Dronning Margrethe er netop vendt hjem fra sin årlige vinterferie i Norge, oplyser Kongehuset.

Kongefamilien aflyser også sin deltagelse i øvrige officielle programpunkter i de kommende uger.

- Danmark og verdenssamfundet står netop nu i en meget vanskelig situation. Vi har alle et særligt ansvar for at tage hensyn til hinanden og sammen bidrage til, at Danmark kommer godt igennem de meget store udfordringer, som landet står overfor, siger dronning Margrethe ifølge pressemeddelelsen.

Ombord på Kongeskibet Dannebrog besøger Dronningen Anholt den 3. juni og Aarhus den 5.-6. juni. / Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Tak til sundhedsmyndigheder

Hun opfordrer også danskerne til at passe på hinanden nu.

- Jeg appellerer derfor til, at vi alle følger regeringens og myndighedernes anvisninger og passer på hinanden. Jeg vil gerne rette en dybtfølt tak til det danske sundhedspersonale og de myndigheder, institutioner, virksomheder og enkeltpersoner, som udviser stor handlekraft og omsorg for den danske befolkning, så vi sammen kan komme igennem denne vanskelige tid.

Kongehuset oplyser, at Dronningen som planlagt nu har taget residens på Fredensborg Slot, hvor hun vil opholde sig indtil videre.

Omfattende program aflyst

Dronning Margrethe fylder 80 16. april, og der var planlagt et omfattende program for fejringen af fødselsdagen.

14. april skulle dronningen have kørt i karet fra Amalienborg til Det Kongelige Teaters Gamle Scene, hvor majestæten sammen med den kongelige familie og inviterede gæster skulle have overværet en gallaforestilling.

Jeg appellerer derfor til, at vi alle følger regeringens og myndighedernes anvisninger og passer på hinanden
Dronning Margrethe

Dagen efter skulle børn fra Danmarks kommuner om formiddagen have fejret dronningen på Christiansborg Slot. Samme dag skulle dronningen have været vært ved en gallamiddag for det officielle Danmark og gæster fra ind- og udland på Christiansborg Slot.

Selve fødselsdagen, 16. april, skulle have været indledt med morgenvækning på Fredensborg Slot. Klokken 12 skulle danskerne have haft mulighed for at sige tillykke, når dronningen og den kongelige familie trådte ud på balkonen på Christian IX’s Palæ, Amalienborg.

Efterfølgende skulle hun have kørt i karet gennem Københavns gader til Københavns Rådhus, hvor hun skulle have været hyldet på rådhusets balkon.

I begyndelsen af juni sejler dronning Magrethe ud på sit årlige sommertogt. Ombord på Kongeskibet Dannebrog besøger hun Anholt den 3. juni og Aarhus den 5.-6. juni. Ingen af disse besøg er foreløbig i fare.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her