- Folk griner, når jeg siger, jeg har været i fuld narkose 20 gange, men det er den skinbarlige sandhed
Han siger, hvad der passer ham, når det passer ham. Og han har masser af livserfaring, provokerende udtalelser og skæve observationer at dele ud af.
Aarhus-gøgleren Jacob Haugaard er en mand af mange ord.
Og så er han ikke nem at styre, når han først begynder at fortælle.
En journalist har før beskrevet, at det at interviewe den 69-årige entertainer er som "at føre 40 vilde, utrænede, fuldblodsheste på narko gennem et nøglehul."
Hver fredag forsøger hans dansepartner Camilla Dalsgaard at styre ham rundt på dansegulvet i 'Vild med dans'. Det er blandt andet noget af det, vi skal snakke om.
Jeg fortæller ham, at jeg i frygt for "de vilde heste på narko" har lavet en meget fast struktur for interviewet. Jeg læser otte udvalgte citater, han har sagt gennem tiden op for ham. Han skal fortælle, hvilke tanker der ligger bag, og om han stadig har det sådan.
Et interview med faste rammer. Det passer ham godt.
- Hvis der ikke er faste rammer, er jeg en stor jam session, siger Jacob Haugaard.
Han fortsætter.
- I mit hoved er kreativitet en dybt ensom affære. Det er dybt forkert at lokke folk til at være mere kreative. Det er som at bede dem om at være ensomme. Jeg er sådan en ensom sjæl.
Og han fortsætter.
- Jeg kommer fra en familie, hvor vi ikke begår selvmord. Det er derfor, jeg ikke har gjort det. Vi boede ved siden af et sindssygehospital, og derinde begik de sgu alle sammen selvmord, siger han.
Pludselig står vi der.
Ingen af os ved, hvordan vi på et øjeblik er kommet fra at tale om opbygning af interviewet til en alvorlig snak om selvmord.
Jeg forsøger at komme elegant videre. Og det får ham til at grine. Han ved også godt, hvad der lige er sket.
De vilde heste er fri.
Hold fast.
Otte forklaringer på Jacob Haugaards citater gennem tiden
"Det er derfor, min historie er blevet sjov. Fordi den faktisk er ret tragisk"
Magasinet STOF, 2019
- Mit liv var gennemført tragisk, så jeg måtte lave det om til at være enormt underholdende. Jeg dumpede vitterligt alt i skolen, og jeg har været 20 gange i fuld narkose på grund af stump vold eller biluheld. Jeg underholder med de mest sindssyge historier.
"Så sidder folk og griner, og det er den skinbarlige sandhed"
- Jeg fortæller folk, jeg tog til fest som 17-årig og først kom hjem for at skifte tøj som 28-årig. 11 år på druk. Og så griner folk.
”Jeg er sammen med hende, fordi jeg blev”
Heartbeats, podcasten 'Hankøn', 2020
- Jeg er jo en forladt sjæl. Jeg er aldrig blevet valgt til et fodboldhold. Mange musikere undgik mig – men jeg har sgu da skrevet nogle af de største hits ('Haveje' og 'Hammer hammer fedt', red.).
"Jeg blev kun sjov, fordi det var så tragisk"
- Min kone Ilse tog sig af mig. Det er tit, jeg siger, at min familie er min institution. Som om jeg er indlagt.
Men jeg har altid været stor beundrer af kvinder. Da jeg var barn, var jeg omkring de mest vidunderlige kvinder. Jeg elskede de stride kællinger. Alle moderne kvinder er jo i gammeldags forstand nogle stride kællinger – det er et forkert udtryk, men jeg kan godt lide sådan nogle, der bestemmer selv og ordner det hele selv.
Så jeg er glad for, jeg er blevet sammen med min kone. Før var jeg ellers altid sådan en, der smuttede. Jeg var sådan en, der løste alting ved at gå.
"Den af os, der dør først, er heldigst"
Hendes Verden, 2018
- Den sætning kan jeg huske, de gamle i familien også nogle gange sagde. Jeg har fundet kærligheden i mit liv. Det var noget, jeg fandt ud af hen ad vejen. Hende vil jeg nødigt være uden. Så den af os, der dør først, er heldigst.
"Da det hele faldt sammen for mig, lærte jeg at folde mine hænder"
Kristeligt Dagblad, 2014
- 31. maj 1992 væltede korthuset for alvor for mig. Et nervesammenbrud. Jeg var fuldstændig kørt over. Jeg var lige fyldt 40 år. Jeg har aldrig rørt rusmidler siden.
Der var en, der sagde noget, der gik direkte ind på lystavlen. Han sagde, at det ville være meget nemmere at blive ædru, hvis jeg kunne finde ud af at tro på en højere magt.
Jeg gik tit i kirke med min far som barn. Så jeg har en barnlig tro på Vor Herre. Det at tro har givet mig retten til ikke at forstå. Det er ikke mig, der kører kloden rundt. Det er ikke mig, der styrer det hele. Jeg har ikke noget med corona eller vulkanudbrud at gøre.
Ja ja ja. Fidusen ved at folde dine hænder og bede er, at du siger dine problemer højt. Det dårlige ved at gå til psykolog er, at når de har fået noget at drikke, så underholder de op ad journalen. Vor herre har tavshedspligt. Virkelig.
”Jeg hader mænd, der græder”
Aftenshowet, 2021
- Jeg er vokset op med, at mænd ikke viser følelser. Generelt egner mænd sig ikke godt til følelser. De er bedre til at slås og slå ihjel og sådan.
Men i dag har jeg ikke et ondt ord at sige, om folk der græder. Der er penge i at græde. Jeg kan godt selv græde. Jeg er almindelig alderdoms-grådlabil, eller også er jeg pludselig kommet i kontakt med mine følelser. Især hvis det er noget med mine børn eller børnebørn. Hvis jeg skal læse en sms op fra dem, kan jeg næsten ikke fuldføre.
Jeg har skrevet en sang til min kone Ilse, sangen hedder 'Ingeborg'. Hvis hun er til stede, når jeg synger den, kan jeg næsten ikke komme igennem sidste vers, hvor jeg synger: "Du gav mig ro i mit sind."
”Møder du mere end to idioter om dagen, er det dig selv, du skal se på”
Kristeligt Dagblad, 2014
- Jeg er fandeme træt af at høre, at det er alle andres skyld. Så mange idioter kan der ikke være til.
Det første, jeg sagde i Folketinget, var, at hvis børn opfører sig tåbeligt, er det, fordi forældrene er tåbelige. De brokker sig over, at deres børn drikker for meget alkohol, og så sidder de selv og drikker.
Gør noget ved det selv. Børn vil gerne være som deres forældre eller bedsteforældre.
Da jeg drak, vidste jeg ikke selv, hvordan jeg gik over til naboen uden at være lidt halvfuld. Da jeg stoppede med at drikke, var jeg nødt til at lære en masse forfra. I AA er der andre, der har været som mig. Det er blevet mine gode venner. For mig er AA ligesom et værtshus, vi drikker bare ikke.
Der er tit bekendte, der ringer og siger: "Kan du ikke lige ringe til ham og ham? Han er ved at drikke sig ihjel". Så ringer jeg et vildt fremmede menneske op og siger: "Jeg har hørt, du er ved at drikke dig ihjel. Er du i live, eller er du ved at dø? Og skal du have gode råd til, hvordan du kommer herfra?" Jeg er slet ikke pædagogisk. Jeg har en speciel stil. Jeg kan bedst lide den flabede måde.
”Jeg kan stadig ikke have det godt tæt på følelser”
Heartbeats, podcasten 'Hankøn', 2020
- Det er et rigtigt alkoholiker-citat. Det der med at græde, kunne jeg igen, da jeg blev ædru. Der er en gammel vits, der lyder: "Han var så kold, at når han kom ind i entreen, startede oliefyret..." Hvad var det du spurgte om igen?
Jeg har det svært med følelser. Men nu er jeg blevet 69.
Når der er nogen, der ryger ud af 'Vild med dans', har jeg det forfærdeligt. Det gør mig ganske ubehageligt tilpas. Det er forfærdeligt. Jeg vil næsten hellere selv gå ud af programmet i stedet for dem.
Men neeeej, alligevel ikke. Camilla, min dansepartner, siger, at jeg et skabs-konkurrencemenneske. Du opdager ikke, at jeg gerne vil konkurrere. Det er noget, jeg har undgået hele livet.
Jeg har altid gået for mig selv, for at undgå at blive vejet og veje for lidt og blive smidt ud. Undgå en afvisning. Jeg kan finde på at tabe på forhånd.
”Det er det, der kommer til at redde mine 70'ere. Det er 'Vild med dans'”
'Vild med dans', 2021
- Løsningen på ens problemer lægger bag ting, man ikke kan lide. Det er et rigtig godt råd det her. Hvis der er noget, du ikke kan lide, så kig lidt nærmere på det. Det er tit din egen løsning, der ligger der.
Jeg bliver mere og mere krumbøjet. Det er sateme sundt for mig at rette mig op, som jeg gør, når vi danser. Det er blevet meget bedre nu, hvor jeg er begyndt at danse. Det bliver min redning.
Jeg skal også øve mig og blive dygtigere, selvom jeg er blevet ældre. Alderdom er ét langt tab. Du afleverer hår, tænder, syn, hørelse. Og manddom. Det er værre for kvinder, der skal ligne Pamela Anderson. Det er forfærdeligt.
Jeg barberer mig hver morgen og prøver at redde min seng. For jeg har selv en destruktiv alkoholiker på lur.
I gamle dage var det kun mænd, der ikke var vedligeholdt. Nu er der også kvinder. Det er en del af frigørelsen. Kvinder, der ligner lort. Det er derfor, de bliver skilt. Sådan en ubarberet kvinde, der lugter af gamle smøger og øl.
Du skal holde dig ved lige.
Da vi er igennem de udvalgte citater, spørger jeg Jacob Haugaard, om der er noget, vi mangler at få med.
- Det skulle da være det citat, jeg brugte meget i min valgkamp, siger han.
Han henviser til dengang, han blev valgt ind i Folketinget på baggrund af en kæmpe practical joke.
Dengang sagde han altid: "Den, der graver en grav for andre, bliver træt i armen".
Med valget af et citat som afslutning holder han sig for en gangs skyld forbavsende godt indenfor den planlagte struktur.
50 minutter efter, vi startede interviewet, er vi i mål. Godt nok med et par få sidespring undervejs.
Men det er kun godt. For det er Jacob Haugaard.
Vild med dans' sendes fredag klokken 20 på TV 2.