Hvert sjette barn har aldrig hoppet i en vandpyt
Børn går glip af basale oplevelser, mens forældrene frygter for farlig natur og dårligt vejr
Synet af et barn på kanten af en vandpyt kender de fleste. Barnet stirrer på vandet, og så bliver fristelsen for stor. Plask. Samtidig står forældrene og råber: ”Nej!”, men for sent.
Eller sådan var det engang.
En undersøgelse lavet for Friluftsrådet af Yougov viser, at mange danske børn går glip af helt basale naturoplevelser. Blandt andet at hoppe i en vandpyt.
Formand for Friluftsrådet Lars Mortensen mener, at børnene går glip af noget vigtigt, når de ikke kommer ud i naturen.
- Det er vigtigt, at børn og unge kommer ud i naturen og får nogle friluftsoplevelser. Det er sjovt, og det er udviklende, at de oplever noget, de ikke oplever i deres dagligdag, siger han.
Går glip af regn og stjernehimmel
Tallene viser blandt andet, at 15 procent af alle børn ikke har haft oplevelsen med at hoppe i en vandpyt. 25 procent har ikke prøvet at være gennemblødt af regn, 34 procent har aldrig brændt sig på en brændenælde, og 40 procent har ikke prøvet at kigge på en stjernehimmel. Kun 13 procent af børnene har haft fornøjelsen af at spise en myre, bille eller regnorm.
Selvom de fleste nok vil betakke sig for at spise en orm, mener friluftformanden, at der er vigtig læring i de mange forskellige naturoplevelser.
- Børnene lærer, hvad de kan klare, og at det ikke er farligt. At de kan meget mere, end de tror, og det er med til at udvikle dem, fortæller Lars Mortensen.
Overbeskyttende forældre
Ifølge Friluftsrådet skyldes de manglende naturoplevelser blandt andet, at forældrene i god tro har en tendens til at overbeskytte børnene.
Nogle forældre har ligefrem en frygt for naturen, eller også synes de simpelthen, at vejret er for dårligt til at lukke børnene ud i.
- I min generation var vi meget mere ude i naturen. Det var vores legeplads. Vi blev lukket ud, og der var fri leg i naturen. Det er der ikke så mange muligheder for i dag. Vores samfund er indrettet anderledes. Forældrene arbejder, og børnene er i institution. Derfor er man nødt til at være bevidst om, hvordan børnene kommer ud i naturen, siger Lars Mortensen.
Orker ikke besværet
Familievejleder og forfatter Lola Jensen mener ikke, at det handler om overbeskyttelse fra forældrenes side.
- Jeg tror simpelthen, at de beskytter sig selv mod besværet. Børnene bliver jo våde, siger hun:
- Hvis du i forvejen har bøvl med dine børn i forbindelse med søvn og mad, gider man ikke også bøvle med en vandpyt.
Hun oplever, at forældre i dag er er meget restriktive. Selv hvis de har købt børnene en lille sandkasse, sætter de regler op om, at børnene ikke må grave for dybt, for så bliver sandet jo blandet med jorden nedenunder:
- Børnene skal have lov til at grave ned til kineserne, og forældrene kan være helt trygge, for det kommer aldrig til at ske. Og børnene har det fantastisk.
Tiden før tablets
Lola Jensen erkender, at børneopdragelsen også var restriktiv før i tiden, men det var nogle andre rammer, fordi alle legede ude.
- I gamle dage fik du måske også at vide, at du ikke skulle blive våd, men det blev du, forklarer hun.
Familierne har også den udfordring i dag, at mange børn tiltrækkes af de digitale alternativer.
- Der er jo mange børn, der sidder inde lørdag og søndag med den der tablet. De skal jo ikke være ret gamle, før de siger, ’det gider jeg ikke’, lyder det fra familievejlederen.
Og på søndag er der rig mulighed for at komme ud i det fri og hoppe lidt i vandpytter. Danmarks Naturfredningsforening holder sammen med Friluftsrådet naturens dag. Der er blandt andet Naturens Dag i Favrskov Kommune, og Gadefestival i Odder.