Østjyder i Ukraine vågnede til russisk offensiv: - Vi smed familien ind i bilen og kørte straks op til grænsen

Flere steder er der køer ved tankstationer og hæveautomater. Men selvom nogle er nervøse, tager folk i det østlige Ukraine det "rimelig pænt".

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Allerede torsdag morgen var vejene omkring Kiev fyldt med biler på vej ud af byen. Foto: Valentyn Ogirenko/Reuters/Ritzau Scanpix
Af
I samarbejde med tv2.dk

I Ukraine forbereder befolkningen sig på krig.

Flere steder er der meldinger om, at folk flygter ud af de store byer, og uden for landets hovedstad, Kiev, er ringvejen tætpakket med biler.

En af dem, der lige nu flygter fra kampene, er aarhusianske Jesper Lindholt, der er direktør i virksomheden Livatek i Ukraine.

Torsdag morgen vågnede han i sit hjem i Lviv tæt på den polske grænse, hvor han opdagede, at den russiske offensiv var begyndt.

- Så smed vi familien ind i bilen og kørte straks op til grænsen. Her har vi holdt i tre timer uden at flytte os. Vi ved faktisk ikke, om grænsen er lukket, fortæller han.

- Desværre var det ikke alle vores folk, som ville med

Inden flugten ringede Jesper Lindholt til så mange af Livateks 60 ansatte, som han kunne få fat i. Og flere er allerede begyndt at flytte sig.

Lige nu mener Jesper Lindholt ikke, at han kan gøre mere. Og derfor tager han sig indtil videre af sin families sikkerhed, fortæller han.

- Nu kører vi over på den anden side (af grænsen, red.), og så prøver jeg at få overblik over, hvor mine medarbejdere er henne. Så tager vi den derfra.

Torsdag morgen søgte folk ly i en metrostation i Kiev. / Foto: Daniel Leal / Ritzau Scanpix

I den anden ende af landet forsøger Thomas Sillesen, der er direktør i virksomheden Akkerman, også at hjælpe sine 112 ansatte, så godt han kan.

Allerede onsdag kørte han til Kharkiv i landets nordøstligste del for at "sparke sine folk bagi" og få dem til at forlade byen.

- Desværre var det ikke alle vores folk, som ville med. Men nogle ville så godt her til morgen, for de vågnede op til bombninger i Kharkiv, fortæller han til TV 2.

Billeder, som er blevet vist på tv-stationen Al Jazeera, viser eksplosioner fra blandt andet Dnipro og Kharkiv fra de tidlige morgentimer.

- Det er en absurd ting at opleve

På vej hjem gjorde Thomas Sillesen stop for natten i byen Dnipro i det sydøstlige Ukraine, hvor han torsdag morgen vågnede til lyden af bomber.

Nu befinder han sig i sin bil på vej mod vest.

Her fortæller han om lange køer ved tankstationer og hæveautomater. Men selvom nogle er nervøse, er situationen ifølge Thomas Sillesen generelt "rimelig fattet".

Foran en bank i Kharkiv står folk i kø for at hæve penge. / Foto: TV 2

- Det er absurd at opleve, at folk ikke er i panik. Men det er de ikke. De tager det egentlig rimelig pænt, siger han.

En "voldtægt i slowmotion"

Thomas Sillesen har sørget for, at hans ansatte får deres løn udbetalt forud, så de ikke skal bekymre sig om deres økonomiske situation.

- Dem, der vil væk, tager væk. Og dem, der vælger at blive, de bliver. Det kan jeg ikke gøre mig til herre over, fortæller direktøren.

Selv frygter Thomas Sillesen ikke for sin sikkerhed.

Indtil videre er det nemlig kun strategiske mål, der er blevet angrebet. Men dermed ikke sagt, at han ikke er bekymret for situationen.

- Nu kommer vi de næste måneder til at opleve en voldtægt, som foregår i slowmotion. Det, synes jeg selvfølgelig, er dybt, dybt tragisk, slutter direktøren.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her