Risiko for første storm over landet i 543 dage

Efter en varm onsdag, venter en særdeles blæsende torsdag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Et regulært efterårslavtryk bevæger sig i løbet af torsdag over Skandinavien, hvilket stedvis kan få middelvinden over dansk område op til stormende kuling. Arkivfoto. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Af Jonas Damsbo
I samarbejde med tv2.dk

Onsdag er der udsigt til, at havemøblerne for en stund kan findes frem, når solrigt vejr og lune vinde fra syd kan sende temperaturen op i nærheden af 20 grader.

Men allerede torsdag er det med at få havemøblerne ind igen.

Et regulært efterårslavtryk bevæger sig nemlig i løbet af torsdag over Skandinavien, hvilket stedvis kan få middelvinden over dansk område op til stormende kuling.

Mest blæsende bliver det langs de vest- og nordvestvendte kyster, hvor der er risiko for vindstød af helt op til stærk storm.

Et lavtryk bevæger sig nord om Danmark, hvilket giver en særdeles blæsende efterårsdag. Foto: TV 2 Vejret

Kraftige vindstød vil skabe problemer

Vinden tiltager i løbet af torsdagen i takt med, at en koldfront med udbredt regn bevæger sig hen over Danmark.

Allerede torsdag formiddag kan de første stormstød opleves i Nordvestjylland, hvorefter koldfronten bevæger sig mod øst og vindstyrken op i det høje felt over hele landet.

Beauforts vindskala - inddelingen af vindstyrker i Danmark

I Danmark benyttes vindbetegnelser i henhold til den internationale Beaufort-skala.


Orkan: >32,6 m/s

Stærk storm: 28,5-32,6 m/s

Storm: 24,5-28,4 m/s

Stormende kuling: 20,8-24,4 m/s

Hård kuling: 17,2-20,7 m/s

Kuling: 13,9-17,1 m/s

Hård vind: 10,8-13,8 m/s

Frisk vind: 8,0-10,7 m/s

Jævn vind: 5,5-7,9 m/s

Let vind: 3,4-5,4 m/s

Svag vind: 1,6-3,3 m/s

Næsten stille: 0,3-1,5 m/s

Stille: <0,3 m/s

Vinden kulminerer sidst på eftermiddagen og ud på aftenen, hvor store dele af Nord- og Vestjylland, Kattegat og de nordsjællandske kyster får vindstød af stormstyrke og måske endda stærk storm.

I middelvinden forventes stiv til stormende kuling fra nordvestlig retning.

I forbindelse med blæsevejret vil der opstå kraftige vindstød helt op til stærk storm. Foto: TV 2 Vejret

Det er et relativt stort område, som kan blive berørt af de kraftige vindstød, og da det stadig er tidligt på efteråret, er der sikkert mange, der stadig har havemøbler, trampoliner og andre udendørs redskaber fremme. Et godt råd er at få sikret disse løse genstande inden torsdag.

Derudover er der stadig mange blade på træerne, hvilket kan skabe yderligere problemer i forbindelse med nedfaldne grene.

Der kan også forekomme trafikale restriktioner på blandt andet broer.

Lille risiko for storm

Som prognoserne er lige nu bliver det 'blot' et kraftigt efterårsblæsevejr med kraftige stormstød.

Men faktisk er der fortsat en lille risiko for, at lavtrykket kan udvikle sig yderligere og få middelvinden op i nærheden af storm. Skulle det ske, vil det i så fald være den første storm i 543 dage, hvilket indtil videre er den tredjelængste periode uden en storm i Danmark siden 1872.

Sandsynligheden for storm i middelvinden på torsdag er 17 procent. Foto: TV 2 Vejret

Et er dog sikkert, og det er, at det bliver en meget blæsende dag med kraftige stormstød, hvor æbletræerne vil blive rystet godt igennem.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her