Rune er hjerneskadet - nu hjælper musikterapi ham med at nå sit mål
Musik kan styrke sprog og motorik, siger lektor, der nu laver ph.d.-afhandling om musik i genoptræning af hjerneskadede
- Det er hårdt. Det kræver noget arbejde.
Sådan siger hjerneskadede Rune Kiel Daggård til TV 2. Han bor til daglig på botilbuddet Tagdækkervej i Hammel, men musikterapi har betydet, at han nu går efter at virkeliggøre sin drøm - at blive sanger i et band.
Sammen med Marianne Fog Martinsen, socialpædagog på botilbuddet, der spiller guitar, øver han i øjeblikket på John Denver-klassikeren 'Take me home country roads'.
I de seneste dage har TV MIDTVEST fortalt, hvordan musik kan hjælpe demente, men det er altså ikke de eneste, hvor musik kan hjælpe til.
Musikterapien på botilbuddet i Hammel har givet så gode resultater, at lektor Tove Stenderup har fulgt arbejdet og er halvvejs i en ph.d.-afhandling om musik i genoptræning af hjerneskadede.
- Musik og særlig rytmen i musikken kan være med til at styrke motorik, sprog og forskellige andre ting, siger Tove Stenderup.
- Det er så simpelt et redskab at gå ud og synge, men det giver så meget glæde, siger Marianne Fog Martinsen.
På plejehjemmet Vibedal i Thisted har musikken hjulpet demente. Det er Jens Anderson-Ingstrup, der har givet demente glimtet tilbage i øjnene med musikken. Han er musikterapeut og forsker i, hvordan musikken hjælper mennesker, der er ramt af demens.
- De her mennesker har arbejdet et helt liv på at skabe det samfund, som jeg nyder godt af i dag. Derfor fortjener de også at få højnet deres livskvalitet den sidste tid. De er stadig mennesker inde bag den frygtelige sygdom, siger Jens Anderson-Ingstrup.
Mød Rune i videoen øverst i artiklen.