Se vejrkortene: Sådan forventes stormen at ramme Danmark
I weekenden vil en storm husere over Danmark i mere end et halvt døgn. Her kommer den seneste prognose for den forventet udvikling.
Et voldsomt uvejr har kurs mod Danmark.
Der er tale om stormen Malik, som i løbet af lørdag eftermiddag forventes at gå i land. Stormen vil stå på indtil søndag formiddag, hvorefter der er risiko for en historisk stormflod flere steder.
Derfor har TV 2 Vejret udsendt et varsel for storm og kraftige vindstød i hele landet.
I det nordvestlige Jylland gælder varslet fra lørdag klokken 14 til søndag klokken 8. For de østlige landsdele er varslet gældende fra lørdag klokken 17 til søndag klokken 12.
Kortet herunder viser, at der i hele landet er risiko for vindstød af stærk storm. I de røde områder kan vindstødene endda nå orkanstyrke.
Sådan forventes stormen at udvikle sig
Årsagen til det voldsomme stormvejr er et kraftigt lavtryk, der i løbet af weekenden tager turen forbi Skandinavien.
I den sydlige del af lavtrykket vil vinden i løbet af lørdag tiltage og efterhånden nå fuld storm i middelvinden over Danmark.
I første omgang er det især den nordvestlige del af Jylland, der står for skud.
Her kan vindstødene nå stormstyrke lørdag middag. Ud på eftermiddagen forventes det, at middelvinden følger med, så der bliver tale om regulær storm.
Sidst på eftermiddagen tiltager vinden også i resten af landet.
Dermed venter der en lørdag aften, hvor der i hele landet er risiko for vindstød af stærk storm. Det nordvestlige Jylland og Kattegat får det mest blæsende. Her kan vindstødene nå orkanstyrke.
Natten til søndag forventes stormen at toppe.
Fortsat er det området i det nordvestlige Jylland samt det sydlige Kattegat og Bornholm, hvor det bliver mest blæsende med mulighed for fuld storm.
I den resterende del af landet vil det blæse med op til stormende kuling. Stadig er der risiko for vindstød af stærk storm til orkanstyrke i det meste af landet.
Først søndag morgen vil stormen slippe sit tag i Danmark.
Dog vil det fortsat være meget blæsende en stor del af søndagen med risiko for stormstød indtil søndag middag over de østlige egne.
Når blæsten efterhånden aftager søndag, venter der nye udfordringer i form af stormflod i det sydlige Kattegat.
Især området omkring det nordlige Fyn og det nordlige Sjælland samt Isefjorden og Roskilde Fjord kan man risikere en vandstand på 1,3 til 1,9 meter over det normale.
Det giver en forøget risiko for oversvømmelser i de nævnte områder.
Beauforts vindskala - inddelingen af vindstyrker i Danmark
I Danmark benyttes vindbetegnelser i henhold til den internationale Beaufort-skala.
Orkan: >32,6 m/s
Stærk storm: 28,5-32,6 m/s
Storm: 24,5-28,4 m/s
Stormende kuling: 20,8-24,4 m/s
Hård kuling: 17,2-20,7 m/s
Kuling: 13,9-17,1 m/s
Hård vind: 10,8-13,8 m/s
Frisk vind: 8,0-10,7 m/s
Jævn vind: 5,5-7,9 m/s
Let vind: 3,4-5,4 m/s
Svag vind: 1,6-3,3 m/s
Næsten stille: 0,3-1,5 m/s
Stille: <0,3 m/s