Snyde-sms'er i omløb - henviser til sundhedsministerens udmelding
De kriminelle udnytter enhver chance - også coronakrisen, og de handler hurtigt, vurderer ekspert.
Klokken 9.48 torsdag morgen fik Erik Møller en sms fra Digitalpost, hvori der stod, at Sundhedsstyrelsen har sendt ham en besked.
Da han så linket til hjemmesiden, blev han skeptisk, selvom beskeden kom i den samme beskedtråd, som andre beskeder fra det offentlige gør.
- Det så forkert ud, siger Erik Møller til TV 2, der til daglig arbejder som it-udvikler hos virksomheden MySupport, som blandt andet bygger hjemmesider.
Derfor valgte han at følge op på linket via en computer sammen med sine kolleger – især fordi beskeden refererede til det, sundhedsministeren tidligere meldte ud torsdag formiddag.
Nemlig at 1000 tilfældigt udvalgte danskere vil få tilbud om en frivillig coronatest samme dag i deres e-Boks.
Ser mere troværdigt ud på mobil
Linket førte til en hjemmeside, hvor halvdelen af siden har det, der ligner en overdimensioneret version af et log-in til NemID. Det er endda muligt at gå videre uden at indtaste hverken brugernavn eller adgangskode, fortæller Erik Møller:
- Det er ikke så godt lavet, som det kunne have været. NemID fylder halvdelen af siden, siger Erik Møller, der i sit arbejde har kendskab til, hvordan NemID rigtigt ser ud på hjemmesider.
Derefter står der, at man skal scanne sit nøglekort – eller bare noget, viste det sig. Erik Møller tog et billede af et bord. Herefter blev han ledt hen til det, der lignede sundhedsministerens udmelding.
På mobilen så beskeden "meget rigtig ud", siger Erik Møller, der derfor gerne vil gøre opmærksom på det, så andre ikke falder i fælden.
- Jeg synes, det er meget skændigt, at nogen prøver at udnytte sådan noget her, siger Erik Møller.
Ekspert: - Vi har paraderne nede
Myndighederne vil aldrig bede om at scanne et NemID. Det er det første tegn på, det er snyd, siger Jesper Helbrandt, der er it-ekspert og til daglig vejleder virksomheder mod cyberkriminalitet.
Men det kommer ikke bag på ham, at de "kriminelle udnytter enhver given chance", siger han - også coronakrisen og den bekymring, der er i samfundet lige nu.
- Mange af os har arbejdet hjemmefra, og derfor er vores forsvarsmekanismer nede, fordi vi har mange ting om ørerne som børn og lignende, siger Jesper Helbrandt.
Hvis der kommer en besked fra det offentlige, er paraderne nede, uddyber han.
- Det er også en farlig strategi fra sundhedsmyndighederne at gøre det på den her måde, siger Jesper Helbrandt. De kriminelle er "sindssygt hurtige", når de ved, at en besked fra Sundhedsstyrelsen er på vej, siger han.
Skulle man få sådan en besked, er det bedste at ignorere den eller kontakte politiet, så de kan gøre opmærksom på det, lyder rådet fra Jesper Helbrandt.