Time-model kørt i grøften: DSB dropper køb af hurtig-tog
I et beslutningsoplæg til indkøb af nye eltog anbefaler DSB at se bort fra højhastighedstog, som ellers er en forudsætning for timemodellen
DSB tror ikke på, at timemodellen overlever de politiske forhandlinger om Togfonden.
Det fremgår af DSB’s oplæg til køb af nye eltog, skriver Ingeniøren.
Indkøb af nye højhastighedstog med en topfart på 250 kilometer i timen var ellers nødvendige, hvis togene skulle køre med en times rejsetid mellem landets fire største byer.
Men DSB anbefaler nu i stedet at købe én type tog med en topfart på 200 kilometer i timen til at erstatte både regionaltog og intercitytog.
- Tilpasninger af Togfonden betyder, at nødvendige infrastrukturforbedringer til at realisere Timemodellen sandsynligvis ikke gennemføres i denne omgang. Som følge heraf bortfalder et eventuelt rationale for anskaffelse af højhastighedstog på nuværende tidspunkt, skriver DSB i beslutningsoplægget.
Forligskredsen bag Togfonden udgøres af Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF, De Radikale og Enhedslisten.
Dansk Folkeparti lagde i efteråret op til at genåbne diskussionen om den omstridte timemodel.