Yahya Hassan afbrød live-tv under Royal Run i Aarhus

TV 2 NEWS’ reporter Kristian Holt blev afbrudt af den dømte voldsmand og digter Yahya Hassan på direkte fjernsyn på Frederiks Allé

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
VIDEO: TV 2 NEWS’ reporter Kristian Holt blev afbrudt af den dømte voldsmand og digter Yahya Hassan på direkte fjernsyn på Frederiks Allé.
Af Karen Munk Ebbesen og Kirstin Stefánsdóttir Egekvist
I samarbejde med tv2.dk

Reporter Kristian Holt var i fuld gang med at fortælle, hvor mange flasker vand, æbler og boller, der stod klar i målområdet på Frederiks Allé i Aarhus, hvor deltagerne til Royal Run efter et par timer ville begynde at komme i mål.

Midt i livesendingen på TV 2 NEWS mandag formiddag blev han dog afbrudt.

- Hvad sker der chef? Velkommen til Aarhus. Det er min by, det her. Det er ikke Kronprinsens, lyder det fra digter og voldsdømte Yahya Hassan, som stiller sig ind foran kameraet, mens han filmer sig selv med sin egen telefon.

- Ja, det er vores alle sammens by, svarer Kristian Holt.

- Det er Yahya Hassan, der er i byen, det kan jeg godt love dig, siger han.

Forsvinder kort

Et kort øjeblik går Yahya Hassan ud af billedet, og Kristian Holt kan for en stund komme tilbage til det, han var i gang med at fortælle om Royal Run.

Den medieglade aarhusianske digter har dog ikke givet op endnu.

- Skal man starte med Adam og Eva hver gang med dig? Kan du huske dengang i Valby, hvor du spillede dum?, spørger Yahya Hassan, mens han igen nærmer sig tv-værten, som svarer afvigende på hans spørgsmål.

Yahya Hassen var flere gange henne ved reporteren for at afbryde hans arbejde.

Også Facebook-video

Yahya Hassan går dog endnu tættere på og begynder at hoppe op ad værten.

- Jeg har altid vist dig respekt, men hvis du ikke viser mig respekt, så får du sgu heller ikke nogen respekt tilbage, siger han og spørger, om værten skal med ud at løbe.

Derefter kan man på tv-billederne se, at Yahya Hassan spurter derfra i højt tempo.

På en af hans Facebook-sider har han lagt den video, som han selv optog under hændelsen, op. Her bliver det tydeligt, at digteren fortsætter sin talestrøm, efter han er væk fra tv-mikrofonerne.

- Kom med chef, kom. Jeg har et kilo på mig. Vi ses, siger han i sin egen video.

Politiet holder øje

Yahya Hassan er én gang dømt for vold, og Østjyllands Politi har derfor et øje på ham under dagens Royal Run i Aarhus.

Det fortæller vagtchef Peter Hunniche til TV 2.

- Vi er klar over, at Yahya Hassan er til stede i målområdet ved Royal Run i Aarhus, og vi har taget vores sikkerhedsforanstaltninger. Vi ved, at han kan finde på at lave en scene, som vi netop har set på tv, men vi har folk klar til at tage sig af sagen, siger han og oplyser, at der generelt er styr på sikkerheden under det store løbeevent.

- Der ligger en sikkerhedsplan klar for afviklingen af Royal Run i Aarhus, som vi holder os til.

TV 2 er mediepartner på Royal Run.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her