Badeanstalt tager gæsterne på en tidsrejse hver dag i ugen
I anledning af Aarhus 2017 bliver gæsterne hos badeanstalten Spanien hver dag den kommende uge taget på en rejse i tid og sted
Gæsterne hos badeanstalten Spanien i Aarhus søndag taget med på en tidsrejse tilbage til 1930’erne i anledning af Aarhus 2017.
Badeanstalten bød blandt andet på bolsjestribede badedragter og jazz-musik.
- Det er rigtig hyggeligt med lidt jazzmusik, det er altid dejligt, og der er rigtig god stemning hernede, siger Casper Clausen, cafémedarbejder fra Aarhus, der var trukket i badebukserne søndag.
Verdensbadende er en del af Aarhus 2017. Derfor forvandles svømmehallen hver eftermiddag og aften den kommende uge til et nyt univers.
- Idéen er, at vi vil prøve at rejse gennem tid og sted og give folk nogle smagsprøver på, hvad der er for nogle badetraditioner andre steder i verden og i andre tidsaldre, siger Nina Leunbach Wang, der er projektleder i Byens Puls.
30'erne var starten på Spanien
Søndag var 30’er-temaet noget helt specielt for badeanstalten. Spanien blev nemlig bygget i 1933.
- Jeg havde ikke rigtig sat mig ind i det, men det var meget spændende at høre om opstarten, og om hvordan man gjorde det engang, siger Casper Clausen.
En af de ting, man kunne opleve søndag, var fortællinger fra 30’erne i grosserbadet. Derudover var der balletdans, musikalsk underholdning og sanselige oplevelser at hente.
Casper Clausen var afsted sammen med kammeraten Jesper Christiansen fra Randers, som også følte sig ganske underholdt.
- Det er fint nok, hvis man vil være lidt kulturel, og så vores tur inde i saunaen med en lille fortælling, det var egentlig helt fint, siger Jesper Christiansen.
Nina Leunbach Wang håber, at gæsterne i løbet af ugen generelt vil få en anderledes og sjov oplevelse.
- Vi håber også, at vi kan trække nogle flere borgere til, som kan opdage, hvor dejlige faciliteter vi har, og hvor sjovt det er at gå i svømmehallen i Aarhus, siger hun.
Temaet for forvandlingen af badeanstalten skifter løbende hele ugen igennem.
UGENS TEMAER
5. november: Aarhus i 30'erne
6-7. november: Antikken
8-9. november: Østens magi
10-11. november: Nordiske dage
12. november: Tendenser i tiden