22-årig jagtet af flere mænd: Blev påkørt og stukket med kniv

En 22-årig mand blev onsdag aften overfaldet og stukket med kniv af en gruppe mænd i Aarhus Vest, efter han bevidst var blevet påkørt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Onsdag aften blev en 22-årig mand jagtet af flere biler, hvorefter han blev påkørt og stukket med kniv. Foto: Presse-fotos.dk / drone-fotos.nu

Østjyllands Politi blev onsdag aften klokken 22:28 kaldt ud til et færdselsuheld på Herredsvej i Aarhus V.

Meldingen lød på, at to biler var kørt sammen, men da politiet kom frem, viste det sig, at der slet ikke var tale om et uheld, men derimod en bevidst påkørsel af en 22-årige mand.

Ifølge politiets oplysninger kørte flere mænd i forskellige biler efter den bil, som den 22-årige sad i.

På et tidspunkt kørte en af bilerne direkte ind i bilen med den 22-årige, og da den standsede, overfaldt mændene den 22-årige, mens han sad i bilen. Efterfølgende gik det op for den 22-årige, at han havde fået flere knivstik i benet.

Den forurettedes forklaring er, at han ikke ved, hvorfor det er sket, og at han ikke kender mændene.
Lennart Glerup, vicepolitiinspektør, Østjyllands Politi

- Da vi kommer frem, er gerningsmændene væk, og det er kun den 22-årige, der er tilbage. Den forurettedes forklaring er, at han ikke ved, hvorfor det er sket, og at han ikke kender mændene, siger Lennart Glerup, der er vicepolitiinspektør hos Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.

Den 22-årige mand blev kørt på sygehuset, hvor han blev behandlet for sine skader.

Østjyllands Politis efterforskning har på nuværende tidspunkt ikke vist, at der er tale om bandeoptøjer. / Foto: Presse-fotos.dk / drone-fotos.nu

Østjyllands Politi sikrede spor på stedet og efterforsker nu episoden nærmere.

- Vi afhørte de parter, vi finder i området, men det har ikke bidraget til mere, end det vi kunne se på stedet, da vi ankom, så lige nu har vi ingen afgørende spor, siger vicepolitiinspektøren til TV2 ØSTJYLLAND.

To knivoverfald på to døgn

Knivstikkeriet på den 22-årige mand i går aftes, er det andet af sin slags i streg denne uge.

Tirsdag aften lidt i ni blev en 18-årig mand nemlig stukket ned med kniv af maskerede mænd ved Frydenlund Centret, som også ligger i Aarhus Vest.

Maskerede mænd stak med kniv i Frydenlund Centret tirsdag aften.  / Foto: Google Street View

Østjyllands Politi efterforsker nu, om dette overfald kan hænge sammen med knivstikkeriet på Herredsvej onsdag aften.

- Det indgår som en del af vores efterforskning, men der er ikke noget, der tyder på, at det skulle hænge sammen. Men vi kan ikke afvise det, så vi ser på, om der er sammenhæng mellem de to ting, siger Lennart Glerup til TV2 ØSTJYLLAND.

Ifølge Østjyllands Politi var det en gruppe af drenge, der gik sammen, da de bliver overfaldet af en anden gruppe drenge ved Frydenlund Centret. Der er tilsyneladende nogle stridigheder mellem de to grupper.

Ifølge vicepolitiinspektøren er der dog umiddelbart ikke noget, der tyder på, at knivstikkeriet på Herredsvej onsdag aften hænger sammen med et bandeopgør.

- Vi ved ikke noget om det med sikkerhed. Vi holder øje med, hvad der sker i bandemiljøerne, men lige nu er der ikke noget, der tyder på, at overfaldet hænger sammen med bandeoptøjer, siger Lennart Glerup til TV2 ØSTJYLLAND.

Østjyllands Politi var i området, da episoden fandt sted. De patruljerer nemlig ekstra meget i Aarhus Vest lige for tiden. / Foto: Presse-fotos.dk / drone-fotos.nu

”Borgerne skal ikke føle sig utrygge”

Sammenstødet mellem de to grupperinger ved Frydenlund Centret tirsdag aften fik Østjyllands Politi til at have ekstra fokus på området.

Vicepolitiinspektøren oplyser, at politiet fortsætter med at øge indsatsen og patruljerer ekstra meget i området. Dette sker både for at undgå lignende situationer, men også for at sikre borgernes tryghed.

Når sådan noget her sker to dage i streg, så kan vi jo godt forstå, hvis man kan blive utryg, og derfor er vi ekstra tilstede for at skabe tryghed.
Lennart Glerup, vicepolitiinspektør, Østjyllands Politi

- Vi prioriterer det her rigtig højt, og derfor har vi også en mere synlig tilstedeværelse i området lige nu. Når sådan noget her sker to dage i streg, så kan vi jo godt forstå, hvis man kan blive utryg, og derfor er vi ekstra tilstede for at skabe tryghed, siger Lennart Glerup til TV2 ØSTJYLLAND.

Politiet vil derfor være ekstra meget til stede både i Frydenlund Centret og i hele Aarhus V. Samtidig beder politiet borgerne om hjælp.

- Vi vil gerne opfordre borgerne i området til at ringe til os med det samme, hvis de ser noget mistænkeligt eller får øje på grupper af personer, der skaber utryghed i området, sagde Klaus Arboe Rasmussen, der er chefpolitiinspektør hos Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND onsdag.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her